Anmeldelse: Bob Marley: One Love
Romantiseret helteportræt reducerer en af musikhistoriens allerstørste kunstnere til en banalitet, der kunstigt prædiker peace, love and harmony.
Det skulle jo komme. En biografifilm om reggae-superstjernen Bob Marley, der døde som 36-årig i 1981. At en bio pic om ham ikke er lavet tidligere synes egentlig at være et mysterium. Man kan nemt spekulere i, at et sådan portræt at godkendes på kryds og tværs af The Bob Marley Estate. De lå i årelange retssager om rettighederne til bagkataloget og ejendomme, der først blev afsluttet i 2012. Dét kunne have været spændende, men afdækkes ikke i "Bob Marley: One Love". Ligesom det virker til, at der har været for mange strenge at spille på i arbejdet på portrættet af Marley selv.
Jamaica er i 70’erne i politisk kaos, mens korruption og kriminalitet fylder. Da Bob Marley (Kingsley Ben-Adir) ønsker, at parterne forsones – og afholder derfor en upolitisk koncert. Til trods for, at han kort tid før er blevet skudt. Efterfølgende trækker Marley stikket og rykker til London. Her indspilles albummet "Exodus", der bliver en kæmpe international succes med udsolgte koncerter verden over. Alligevel savner han sit hjemland, nærheden fra konen Rita (Lashana Lynch) og sine mange børn.
Jeg troede vitterligt, at Hollywood havde lært det. At bio pics skal turde noget. Eller i det mindste ikke lide under ærefrygt i skildringen af et ikon. Eller i det mindste kunne holde tungen lige i munden ved et fokus. Men ikke med "Bob Marley: One Love", der ovenikøbet reducerer én af musikhistoriens allerstørste kunstnere til en banalitet, der kunstigt prædiker peace, love and harmony.
Instruktør Reinaldo Marcus Green er blevet et afholdt navn efter "King Richard", der nok var et lille drama om den amerikanske drøm, men mikset med et stærkt tema om social indignation. Filmen førte Will Smith til sin første – fortjente – Oscar for portrættet af Serena og Williams målrettede far, selvom det næppe er præstationen dén Oscar blev mest kendt for. "Bob Marley: One Love" kører i samme rille. Grundfortællingen om en splittet far med store drømme, som går i opfyldelse. Men uden samme nerve og velfortalte drama som Greens Oscar-film. Derudover er det faktisk lidt svært at se, hvad pointen med filmen er. Andet end en banal romantisering af Bob Marley som en flink fyr med et tandsmil, som kunne spille guitar og røg lidt for mange fede.
Typisk er det ikke et godt tegn, hvis der er mange manuskriptforfattere indover. I "Bob Marley: One Love" er der fire. Det mærkes i filmens takt og tone, der skøjter sidelæns rundt i historiens opbygning, som var manus skrevet i en koger på Nemoland.
Først er koncerten målsætningen, hvis egentlige politiske betydning forsvinder i tågerne fra en lækkert poleret musikvideoopsætning. Så er det England, hvor den musikhistoriske dimension flades af til den klassiske vupti, så skrev vi sørme en hitplade med et knips over en smøg. Og hov, så er vi på tour. Det fremstilles alt for nemt. Sjældent dykker vi for alvor ned i materialet, selvom der stikkes en smule til Marleys mange børn fra forhold, affærer og ægteskab. Når Rita smutter til USA med børnene, bliver det ikke forklaret. Marleys dybe forhold til Rastafari-religionen, eller hvad præcis den er, bliver man heller ikke klogere på.
På den ene side er det indforstået, på anden side for overfladisk. Overfortalt i flashbacks, hvor kun få giver et indblik i hvor farlig en by Kingston var. Det underbygges af Kingsley Ben-Adirs præstation. Englænderen ligner og bevæger sig som Bob Marley. Men mekanisk og unaturligt, som var Marley en lallet og smuk fotomodel med det helt moderigtige tøj, der lige trækkes op fra tid til anden. Langt, langt væk fra Bob Marleys dybfølte sangskat.
Om The Bob Marley Estate har haft for stor indflydelse, eller om instruktør og manuskriptforfatter Reinaldo Marcus Green bare ikke har kunne løfte sig efter "King Richard", skal forblive usagt. "Bob Marley: One Love" er en for generisk og overflødig bio pic, som hverken gør dig klogere på samtiden eller Bob Marley selv. Flotte koncertsekvenser løfter filmen, men slet ikke nok til ikke bare at blive hjemme og høre Marley på vinyl fra sofaen i stedet.
"Bob Marley: One Love" har dansk biografpremiere 15. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor "Redemption Song" kan høres og se for fuld udblæsning. Læs mere her.