Anmeldelse: Cirkus (1928)

Få kunstnere – hverken levende eller døde - har kunnet evne, hvad Charlie Chaplin formåede gennem sin langvarige karriere.

Charlie Chaplin. En filmhistorisk legende, der har været med til at definere en gylden periode for både amerikansk filmhistorie, stumfilm og ikke mindst komedie. En legende, hvis stumfilm her næsten et århundrede efter er blevet en vej tilbage til en svunden tid, hvor en pige, en park og en politimand var det eneste nødvendige for at lave en god film. I en tid, hvor kulørte superhelte og animerede cyberpunk-robotter, der tæver løs på hinanden, er fast del af biografernes inventar, er det nogle gange rart at blive mindet om fortiden. En mulighed, der nu melder sig, hvor Charlie Chaplins "Cirkus" fra 1928 får repremiere i udvalgte biografer.

I "Cirkus" benytter Charlie Chaplin sig atter en gang af sit alter ego Vagabonden, der med sit ikoniske moustache og bowlerhat gennemgår lidt af hvert. Da Vagabonden bliver anklaget for lommetyveri, må han trods sin uskyld flygte med politiet lige i hælene. Det fører ham ind i det lokale nærliggende cirkus, hvor han søger skjul i håb om at slippe af med ordensmagten. Ved et tilfælde ender Vagabonden dog med at blive optaget i cirkusset, og mod sin vilje bliver han truppens store stjerne, der underholder med klovnerier og skøre påfund. Langsomt begynder han også at nære store følelser for kvinden Merna, men hun har et godt øje til linedanseren og styres af den undertrykkende leder af cirkusset.

Med premiere i 1928 ligger "Cirkus" i midten af "Guldfeber" og "Byens lys", der sammen danner en trilogi af slapstick-perler, hvor Charlie Chaplin fokuserer på det hylende morsomme og sukkersøde romantiske. Trods en gennemgående historie udspiller "Cirkus" sig ligesom de to andre film med en episodisk struktur, hvor manden med overskægget får plads til at skabe de komiske situationer, han lyster, der alle fører den godvillige Vagabond i problemer.

Som en samling af blandede sketches udsætter Charlie Chaplin sig selv for lidt af hvert. Hvad end det er politijagten gennem hurlumhejhuset, hvor spejlrummet betyder, at du ikke lige sådan slipper ud foreløbigt, eller når den stakkels Vagabond ender i løveburet som potentielt foder. Optrinnene er mange, og "Cirkus" udvikler sig som en stribe af komiske indslag, der fint understøttes af en lille kærlighedshistorie, som tilmed ender med effektiv, dramatisk pondus.

Charlie Chaplin havde en naturlig tilstedeværelse foran kameraet, og det lå simpelthen i hans gener at underholde. Måden, hvorpå han som Vagabonden kunne bevæge sig med lystige skridt og rytmiske kropsbevægelser, skabte en situationskomik, som kun kollegerne Buster Keaton, Harold Lloyd og lignende mestrede tilnærmelsesvis. Chaplin var definitionen af en entertainer, og gennem "Cirkus" strålede hans talent som showman, når han bades i cirkusteltets lampelys og var publikummets magnetiserende stjerne. "Cirkus" har ikke den bidende samfundskritik eller satire, som han senere introducerede i mesterværkerne "Moderne tider" og "Diktatoren", men som ren komik er "Cirkus" blandt filmskaberens bedste værker.

Få kunstnere – hverken levende eller døde – har kunnet evne, hvad Charlie Chaplin formåede gennem sin langvarige karriere. "Cirkus" har kreatøren ikke bare instrueret og skrevet, ligesom størstedelen af hans andre film. Han har også redigeret og produceret filmen – og i denne genudgivelse af "Cirkus", som først så dagens lys i 1969, sang den dengang 80-årige stjerne også titelsangen samt komponerede musikken. I hver en nuance fremstår det tydeligt, at legenden levede og åndede for sit kunst- og håndværk. Dét har resulteret i nogle af århundredets mest underholdende film, og "Cirkus" er én af dem.