Anmeldelse: Men

Metoo-mareridtsfærd er en urovækkende udforskning af mænd.

Bølgerne har slået brusende ind over kysten i metoo-understrømmen med et håb om forandring i kultur og adfærd. Til trods for destruktiv kraft i tone og form er det fundamentalt set selvfølgeligt ikke en ny kamp. Langsomt, skummende og hidsigt foranderligt er kønnenes kamp en evig genkomst, der siden Adam og Eva har eksisteret som én af grundfortællingerne i mennesket narrativ og synergi, konstant udfordrende i de selvbilleder, som ser tilbage på os i vandoverfladen. Når Alex Garland nådesløst udforsker maskulin selvforståelse i "Men", er det samtidig en spejling af det feminine som tidsløst modstykke og alligevel uundgåelig naturlig partner.  

I kølvandet på en tragedie, flygter Harper (Jessie Buckley) fra London til landlig idyl, hvor hun håber på at komme sig. Da en nøgen stalker (Rory Kinnear) fra den omkringliggende skov følge efter hende, viser det sig at intet er, hvad det giver sig ud til at være. Hvad der starter med en ulmende frygt og fornemmelse af konstant overvågning, udvikler sig til et sandt mareridt, når mørke minder og mærkelige mænd, der på mystisk vis alle ligner hinanden, gang på gang opsøger hende.

Hvad end Alex Garland er styrmand eller står i kulissen, er der altid noget specielt i vente med hans særlige touch. Uanset om det er filmatiseringen af Jeff VanderMeers "Annihilation", den eksplosive fortolkning af "Dredd" (som Garland skrev og efter sigende uofficielt overtog instruktionen på fra Pete Travis), den officielle instruktørdebut med "Ex Machina" eller serien "Devs". For slet ikke at tale om samarbejdet med Oscar-vinder Danny Boyle som manuskriptforfatter på "28 Days Later" og "Sunshine". Eller som forfatter på romanen "The Beach", som Boyle også filmatiserede. 

"Men" er på mange måder et slags modigt opsamlingsalbum af Garlands bagkatalog. Dog lider den af ét symptom fra filmskaberen, som først og fremmest er forfatter, hvis film har det med at være litterære. Måske er netop transformationen mellem det litterære og filmiske årsagen til, at den 52-årige englænder ofte snubler over særligt ét element: Den uforløste slutning. At indlede med at slå ned på slutningen er ikke for at se sig blindt på hullerne i osten, men fordi afrundinger er så essentielle i komplekse film som "Men". Alex Garland er ikke uventet dejligt kompromisløs også denne gang, når det nok hidtil mest intelligente metoo-bud på en kvindes subjektive og måske ikke helt så irrationelle frygt for mænd folder sig ud i et urovækkende miks af freudiansk unheimlich body og folk horror. Dét krydret med en utroligt velspillende Rory Kinnear i stort set alle af filmens manderoller, samt altid fantastiske Jessie Buckley, oser universet langt væk af et klaustrofobisk og mystisk kammerspil. 

For vi er fanget i Harpers konstante utryghed for mænd. Mænds kontrol over hende, den overlegne fysiske styrke, den systematiske udøvende magt. Men også det ynkelige og patetiske, når Harpers ex udøver selvskade af maskulin ynk eller tilfældige mænd reagerer aggressivt i den afmagt. De mandlige reaktioner ses ikke alene i glimt af mænd omkring hende, men inkorporeres elegant i filmens dybere niveauer med kristne referencer til Syndefaldet i Edens have og angelsaksisk symbolik fra "Sir Gawain og den Grønne Ridder". Omdrejningspunktet i "Men" er, at mænds magt over kvinder affødes af en systematisk og historisk betinget heteronormativ diskurs, hvilket "Men" fremstiller grafisk, ganske bogstaveligt og kreativt med intelligente greb. Her vender vi tilbage til problematikken ved slutningen, da Alex Garland ikke følger sit eget projekt til dørs. Komplekse temaer kastes op i luften, men gribes ikke. Ligesom de eksistentielle temaer i "Sunshine" punkterede i Ikaros-mødet med solen, falder visse elementer ved "Men" til jords med et uforløst potentiale. Dog uden at skuffe som stemningsfuld og urovækkende folk horror med et twist.

Alt hvad Alex Garland har fingrene i er svært at blive rigtigt skuffet over, og "Men" er ingen undtagelse. At skabe et kvælende urovækkende univers omkring to så dygtige skuespillere som Jessie Buckley og Rory Kinnear er en angstprovokerende og dragende fornøjelse på én og samme tid. At Garland stadig har sine udfordringer med at afslutte film overrasker måske ikke, men det trækker ned som en ellers medrivende folk horror-variant.

Men

Kommentarer

Men

  • ★★★★0

    Ser frem til den, selvom jeg er lidt varsom mht forventninger og det emne, men hvis nogen kan gøre det lidt anderledes, er det da Garland. 

    Babo 2-06-22 06:04

  • ★★★★0

    Han har udtalt i forbindelse med Men, at han helst foretrækker at skrive til andre filmskabere. Og sagde samtidig han holder pause med at selv lave film. Øv. Jeg er ellers stor fan af ham. Devs var også forrygende show. 

    Babo 2-06-22 10:00

  • ★★★0

    Han har udtalt i forbindelse med Men, at han helst foretrækker at skrive til andre filmskabere. Og sagde samtidig han holder pause med at selv lave film. Øv. Jeg er ellers stor fan af ham. Devs var også forrygende show. 

    Garland er også en spændende instruktør. Jeg må dog indrømme, at jeg (også) helst ser ham mere aktiv som forfatter/manuskriftforfatter. Det er dér, hans allerstørste force er.

    Dolphinfriendly 2-06-22 10:43

  • ★★★★0

    Garland er også en spændende instruktør. Jeg må dog indrømme, at jeg (også) helst ser ham mere aktiv som forfatter/manuskriftforfatter. Det er dér, hans allerstørste force er.

    Jeg synes faktisk hans bedste bedrifter har været Devs. Og Ex Machina når vi taler spillefilm. Så jeg synes han gerne må blive ved :)

    Babo 2-06-22 12:57

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen