Anmeldelse: Close

Hjerteskærende ungdomsdrama er et tidsløst coming of age-hovedværk i europæisk film.

I en tid hvor kønsidentiteter og kønsroller diskuteres heftigt, glemmes ofte mennesker bag. Dem, der splittes af de spørgsmål. Men også dem, der endnu ikke kan sætte ord på hvad det vil sige at være underlagt og ikke føler sig hjemme i kassetænkningen som mand eller kvinde. Eller for så vidt at skulle opføre sig på en helt bestemt måde. Frem for bare at være til som menneske. Belgiske Lukas Dhont har med debutfilmen "Girl" og nu "Close" gjort den komplekse tematik til omdrejningspunktet i sine nu to imponerende spillefilm. 

 

Omdrejningspunktet i "Close" er Léo (Eden Dambrine) og Rémis (Gustav De Waele) tætte venskab. Både i den nye skole og i blomstermarkerne, hvor de 13-årige drenge og deres forældre plukker høsten hjem. Men noget ændrer sig i skolegården, som påvirker deres venskab. Leo tager sine nye klassekammeraters drilleri til sig. For er de ikke mere end bare venner, nu de er så tætte? Er de mon bøsser? Det spørgsmål påvirker deres venskab. Leo tager afstand til Remi. Remi knækkes, da han ikke forstår, hvorfor hans bedste ven nu afviser ham. Og det får fatale konsekvenser.

Hvor "Girl" var et uafrysteligt indblik i en transkønnet piges verdensbillede af mobning, rystende usikkerhed og fysisk utilpashed i at være fanget i egen krop, bevæger "Close" sig dybt ind i venskabets allertætteste intimsfære. Hverken Léo eller Remi er fra start optaget af seksualitet eller kønsroller. Deres venskab blomstrer i takt med at blomstermarkerne står i flor under den blå forårshimmel, når de uskyldigt sover i samme seng eller kærligt rører hinanden. Sommersolens varme toner mistænkeliggør et smukt venskab i ordets reneste betydning. Efteråret uforudsigelige overgangsritual lægger selv den mest grønne mark brak. 

         

Sjældent har et filmisk billedsprog været så sitrende potent og gribende som i "Close". Overgangen fra barn til ung mand er en systematisering af skrevne og uskrevne regler. Fra uskyldig hengivenhed til bekymring om at passe ind og høre til. Om hvad man må og ikke må. Og hvad en ung dreng end må gøre for at nå dertil. Uden at det italesættes, men mærkes gennem et drømmende eventyr, der senere udvikler sig til et afgrundsdybt sort hul af et vågent mareridt. Leo overvældes af en ny verden, som ikke er til at afkode. Dikteret af nye normer om venskab og tæthed, som drengesindet ikke forstår. På bekostning af nye formuleringer, der udtømmer dét, der gjorde følelseslivet før levende, farverigt og mest af alt kærligt tæt. Og dette uden det mindste understrøm af seksualitet.

Den dybe hjertesorg over at miste barndommens uskyld til voksenlivets selvkontrol er gribende. Portræt af en spinkel drengs spejling i maskulin hæmmelse er særligt hjerteskærende i filmens skift efter 40 minutter, da venskabet mellem Leo og Remi endeligt rives midt over. For Leo kan ikke udtrykke sin sorg. Så hellere slå fra sig. Slå de andre til ishockey. Slå sig selv ind i væggen. Bræk en arm. Knugende holdes sammen på nok splintrede følelser, for store drenge græder ikke. Følelsernes klaustrofobi i "Close" sætter sig på en skolegårds-nerve fra ens egen opvækst. Forandrende selvrefleksion tegnes i overrumplende genkendelighed i ansigterne fra de fuldstændigt blændende børneskuespilpræstationer fra Gustav De Waele og især Eden Dambrine, hvis blik siger mere end tusinde ord. Lukas Dhont står ikke alene bag en rørende indblik i undertrykte følelser. "Close" er ganske enkelt et tidsløst coming of age-hovedværk i europæisk ungdomsfilm.

Ganske vist er Lukas Dhont kun 31 år. Den unge alder er imidlertid helt umuligt at mærke på "Close", der med sin nænsomme indsigt i mennesker placerer den belgiske instruktør som sin generations nok allerstørste talent i europæisk film, netop nu.