Anmeldelse: Jeanne Dielman (1975)

Bevæbnet med køkkenvask og kartoffelskræller blotlægger Chantal Akermans feministiske storværk patriarkatets magtfordeling og udfordrer kønsrollerne.

I 2015 begik filmskaber og professor Chantal Akerman på tragisk vis selvmord ovenpå en lang kamp mod depressionens omsluttende mørke. Et tab af de store, da den 65-årige belgier var et betydningsfuldt ikon i kredse for kunstfilm og avantgarde, hvor filmmageren siden starten af 1970'erne har været forgænger for feminismens ideologiske indtog i filmkunsten. Akermans største arv har uden tvivl været storværket fra 1975, "Jeanne Dielman", der med sin danske titel er blevet forkortet en håndfuld stavelser og nu får særlig repremiere i anledning af kvindernes internationale kampdag.

"Jeanne Dielman" omhandler en midaldrende kvinde, hvis rutiner i hjemmet følges henover tre dage. Morgenkaffen sættes over, kroppen vaskes, sønnike sendes i skole, madvarer handles ind, kartoflerne skrælles til aftensmad, og mens de koger, prostituerer Jeanne Dielman sig selv med en mandlig besøgende. Der skal nemlig tjenes til føden ovenpå ægtemandens død, og når sønnen kommer hjem, spises der i stilhed, mens opvasken afslutter dagens forløb. Gå i seng, stå op, gentag.

Med en spilletid på mere end 200 minutter inviteres publikum ind i Jeanne Dielmans lejlighed, hvor dagligdagens rutiner minutiøst overværes sekund for sekund, indtil samme mønster gentager sig dagen efter. I statiske kameraindstillinger og langsomme klip skabes et hypnotisk, meditativt tempo, hvor kartoffelskrælleri pludselig opløftes til noget dramatisk – og endnu værre står det til med suspense, da kartoflerne på andendagen koger over. René Frelle Petersens aktuelle, sønderjyske "Onkel" har uden tvivl kigget den belgiske klassiker over skulderen, når hypnotisk, dialog-fattigt drama skulle serveres uden store armbevægelser.

Det er også i opbrydningen af hverdagens ritualer, at Chantal Akermans genialitet og kunstneriske merit ligger. Langsomt, men sikkert går Jeanne Dielmans hverdag og trygge rutiner i opløsning – uden at det nogensinde antydes med større vigtighed. Samtidig med, at kartoflerne koger over, begynder sønnen at svare igen, mens opvasken spoleres, da en tallerken tabes på gulvet. Yderst subtilt dekonstruerer Akerman kvindens normative kønsrolle i en tid, hvor den moderne kvinde trods at være maskinen, der fik hjemmet til at køre rundt, var hensat til intetheden foran køkkenvasken, væbnet med sin trofaste kartoffelskræller og grydelap. Et passivt aktivt individ reduceret til en ikke-eksisterende stemme i et mandsdomineret samfund.

Således er Chantal Akermans feministiske værk blevet studeret i årevis af akademikere på universiteter verden over. For på én og samme tid blotlægges samfundets konservative kønsroller inden for hjemmets fire vægge, mens et udbrud fra den moderne kvinde lurer under overfladen. Med fraværet af sin mand er Jeanne Dielman både forsøger og hjemmegående mor, samtidig med, at hun udfordrer sit seksuelle væsen gennem sin levevej – alt sammen, mens hun opfylder sine moderlige pligter, når det gælder opvask, madlavning og indkøb.

Derfor er det ikke mindre chokerende, når den mere end tre timer lange film i sit sidste åndedrag laver en u-vending og leverer en mageløs, chokerende afslutning på kvindens dagligdag. Med en enkelt hændelse udstiller Chantal Akerman patriarkatets fastlåste magtforhold, som enhver kvinde med respekt for sig selv må forsøge at løsrive sig fra. Filmhistorie er skrevet, og tilbage står en af de stærkeste og mest ægte portrætteringer af kvinders levevilkår nogensinde skildret på film.