Anmeldelse: Dalva
Råt belgisk misbrugsdrama er et følsomt eksempel på, hvordan tabubelagte temaer kan italesættes sobert.
Den belgiske instruktør Emmanuelle Nicots debutfilm, "Dalva", åbner med, at en ung pige modvilligt fjernes fra hendes hjem. 'Jacques!' skriger hun og kæmper med al sin magt mod at blive skilt fra manden i det næste rum. 'Dalva!' råber manden, som han føres væk af politiet. Efter at være blevet anbragt på et børnehjem er Dalva (Zelda Samson) rasende. Hvorfor kan de ikke forstå, at hun er forelsket i sin far og han er forelsket i hende? Dalva kan ikke se at der skulle være forskel på fysisk og følelsesmæssig kærlighed.
"Dalva" er historien om en ung piges vej tilbage til verden efter flere år i fangenskab. Med enorm sans for detaljen og fremragende skuespilpræstationer gives et sobert indblik i omfanget af en sådan forvandling. Den er fortalt næsten udelukkende fra Dalvas perspektiv. Detaljer om faderens misbrug kun kommer til syne som spor i Dalvas opførsel og i bidder af samtale mellem de voksne omkring hende. Et vigtigt og skånsomt greb både i forhold til tilskueren og Dalvas historie, der ellers let kunne reduceres til en vulgær blanding af fascination og fordømmelse.
Da Dalva først ankommer på børnehjemmet, klæder hun sig som en lidt gammeldags dame med perler, mørk læbestift og blondekjoler. For at komme i skole bliver hun nødt til at låne noget andet tøj, men insisterer på at beholde læbestiften. Hun får sin første menstruation i løbet af skoledagen, og efter at have registreret, hvad der er sket, fjerner hun med det samme sin læbestift. Som om hun for første gang anerkender sin tragiske position mellem barndom og kvindelighed.
Hun er dog langt fra overbevist og selvom hun er begyndt at knytte bånd til hendes værelseskammerat, den ældre og desillusionerede Samia (Fanta Guirassy), kæmper hun stadig for at komme væk fra børnehjemmet og gense sin far. Hun forsøger at stikke af og bliver opsnappet af socialarbejderen Jayden (Alexis Manenti). Han virker først en smule kold og næsten uengageret, men bliver et vigtigt holdepunkt for den vaklende Dalva. Hendes sårbare situation understreges, da hun reagerer på hans omsorg med seksuelle tilnærmelser.
"Dalva" er et afdæmpet og nuanceret drama om en næsten utænkelig ondskab. Men der er ingen monstre eller forklaringer om karmisk sammenhæng. Skurken, Dalvas far, optræder næsten ikke i filmen og fremstår som en svækling, i den smule af filmen han gør. Da Dalva besøger ham i fængslet og konfronterer med at folk siger, at deres kærlighed er en løgn og at han er pædofil, bryder manden sammen og fremstammer 'det er rigtigt'.
Visse ting er svære at tale om. Nogle ting næsten umulige. De er så afskyelige og tabubelagte, at det føles som om enhver samtale bør ende ved fordømmelsen. Men man kan og bør heller ikke tie det onde ihjel. "Dalva" er et råt, men følsomt eksempel på en film, der forsøger at italesætte netop sådan et emne.