Anmeldelse: Creed II
Stallone er livskraften, der strømmer gennem filmene. Tag ham ud af ringen, og "Creed"-filmene skal i en benhård træningslejr for at kunne stå på egne ben.
"Creed II" er efter sigende sidste Sylvester Stallone-optræden som bokseren Rocky Balboa. Det kan mærkes, i hvad der føles som en træt, men stolt skuespillerpræstation fra Mr. Stallone i en sequel, der giver os præcis som forventet. Dog ikke uden at hylde fortiden og give os blod på tanden for bokseverden fremover på det store lærred.
Tre år efter første "Creed"-film er sønnen af Apollo Creed, Adonis Creed, ved at træde ud af sin fars skygge og blive en stjerne på egen hånd. Som nykåret verdensmester leves nu det voksne liv med kæreste, stedmor samt træner og mentor Rocky. Et tæt sammenhold af mennesker, hvis fællesskab bliver rystet i deres grundvold. Ivan Drago, der reelt dræbte Apollo Creed i bokseringen, er nemlig tilbage. Russeren øjner muligheden for at genvinde den fordums glans, han tabte til Rocky, ved at sætte sønnen, Viktor Drago, op mod Creed. Historiens vingesus rammer hårdt på følelserne, da Creed øjner en chance for at hævne sin far – men også for at kæmpe for det navn, han bærer for sig selv.
"Creed"-filmene har en ærlighed, der adskiller dem fra de mere middelmådige film af samme skuffe med samme rags-to-riches fortælling. De indtil videre to film når ikke "Rocky"-franchisens højder, men bærer i dem selv en ære og mindeværdighed. Ikke blot har sagaen om Adonis Creed sin helt egen charme. Moderniseringen af universet er relationsskabende for nutidens generationer af unge mennesker som den originale række af film. Problemet er, at dét, der virkelig løfter "Creed"-filmene, er relationsskabelsen fra de allerede etablerede karakterer fra "Rocky"-storhedstiden.
Sylvester Stallone blev Oscar-nomineret for præsentationen i "Creed" fra 2015 – og dét er der en grund til. Stallone er livskraften, der strømmer gennem filmene. Tag ham ud af ringen, og "Creed"-filmene skal i en benhård træningslejr for at kunne stå på egne ben. Michael B. Jordan er en klar stjerne i sin egen ret, og han formår faktisk at bringe en troværdig og følelsesmæssig stærk udvikling til figuren siden den første film. Og hér mener jeg ikke kun det åbenlyse i den fuldpumpede muskelmasse. De intense samtalescener uden for bokseringen mellem Creed og Rocky stjæler nemlig stadig rampelyset. Sylvester Stallone har en utrolig dyb fortolkning af The Italian Stallion. Selvfølgelig forventeligt efter at have portrætteret den hårdføre bokser i over 40 år. Måden, hvorpå man kan mærke Rockys forslåede personlighed, føles gennem Stallones pleje af den karakter, som gav det helt store gennembrud som Hollywood-stjerne.
Der er snak om en "Creed"-trilogi, og nu hvor Sylvester Stallone har pensioneret Rocky, virker det som en yderst svær opgave. Dog er der ingen tvivl om, at holdet bag forsøger at skyggebokse i den retning. Første "Creed"-film kastede os ud i nostalgien, men introducerede os også for et nyt frisk perspektiv bag om Rocky og den filmiske bokseverden, han for altid befinder sig i. Overdragelsen til den unge Creed blev gjort i flot honnør og fortsætter helt efter bogen med opfølgeren. Lige så forudsigelig, som "Creed II" nu en gang er både historiemæssigt og karaktermæssigt, lige så spektakulær er den i udfoldelsen af boksesekvenserne på billede og lyd. Introduktionerne inden kampenes begyndelse ligner noget, som Conor McGregor ville være stolt af, og skuespilleren bag Viktor Drago ville være en spændende figur at lave en spin-off på. Og så ville jeg gerne have set Dolph Lundgren og Sylvester Stallone få mere tid sammen.
Alt i alt en rørende, spektakulær, forudsigelig og flot afsked til Rocky og en mulig begyndelse for en ny ære. Og ja, Dolph Lundgren nævner ordet break! i flere sammenhænge, og det er lige så fantastisk at høre, som du håber på.