Dolph Lundgren er klar på at spille He-Man igen – på én betingelse

Selv som 66-årig har den svenske actionstjerne stadig the power!

Her på Moovy har vi jævnligt skrevet om en ny "He-Man"-biograffilm siden januar 2016, hvor "Charlie's Angels"-instruktøren McG dengang var tilknyttet projektet.

Men siden da McG for længst forladt instruktørstolen, og også bl.a. John Woo ("Face/Off"), David S. Goyer ("Foundation") og senest brødreparret Adam Nee og Aaron Nee ("The Lost City") har forgæves forsøgt at søsætte en ny film baseret på den ikoniske tegnefilmsserie "He-Man and the Masters of the Universe" fra 1980'erne.

Ifølge Deadline er "Bumblebee"-instruktøren Travis Knight netop nu i forhandlinger om at lave den nye "He-Man"-film, som åbenbart ikke er permanent skrinlagt. Endnu.

Men hvem skal i så fald spille He-Man?

Læs også: Dolph Lundgren: "Rocky"-spin-off om Drago på vej

Ligesom projektet har haft mange forskellige instruktører tilknyttet i årenes løb, så har flere forskellige skuespillere også sagt ja til hovedrollen som He-Man, før de forlod den synkende skude igen.

Den relativt ukendte Noah Centineo gik i 2019 med til at spille både Prins Adam og hans heroiske alter ego, He-Man, før han vendte produktionen ryggen i 2021, hvorefter "West Side Story"-stjernen Kyle Allen blev hyret til at spille planeten Eternias store, muskuløse helt.

Men hey... kunne man ikke bare hyre Dolph Lundgren til at spille rollen igen? Den karismatiske svensker spillede He-Man i "Masters of the Universe" tilbage i 1987, og selvom Lundgren er blevet mindre agil og har fået flere grå hår siden da, så indspiller han stadig flere actionbrag om året, og han kunne vel godt spille en aldrende He-Man à la Wolverine i "Logan" eller Rocky Balboa i "Creed"?

Over for Comicbook.com siger Lundgren selv i et nyligt interview: "En ældre He-Man? Jeg ved snart ikke... Men jo, så længe mit kostume bliver større denne gang. Det var på størrelse med et frimærke dengang. Kostumet skal have lidt flere lag..."

Med andre ord: Det er ikke 100% utænkeligt, at vi omsider får den "Masters of the Universe"-fortsættelse, som den første film lagde op til efter sine rulletekster. Og det er også kun få år siden, at undertegnede oplevede på klos hold, at Lundgren stadig har the power:

Kommentarer

Dolph Lundgren er klar på at spille He-Man igen – på én betingelse

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen