Man bør vide hvad man får når man ser film af denne støbning. Der skal ikke analyseres osv. Slå hjernen fra og nyd rejsen væk fra virkeligheden et par timer. Den lover heller ikke mere end det. Den slags film skal der også være plads til. Glæder mig til at se den
Anmeldelse: Fast & Furious 9
Man må tage styrthjelmen af for, at nogle franchises selv efter ti film stadig formår at overgå sig selv i spektakel og idioti. Uanset hvilket bilsæde man befinder sig i.
"Fast & Furious"-franchisen må siges at være bemærkelsesværdig. Alene af den grund, at få filmserier har formået at genopdage sig selv, som producer Neal H. Moritz og kompagni gjorde med "Fast & Furious 5" fra 2011. Siden da har eventyrene med racerbil-spionerne været ustoppelige med et par milliardomsætninger og et spin-off i form af "Fast & Furious: Hobbs & Shaw". Nu rettes fokus tilbage på Vin Diesel & co. med "Fast & Furious 9", der som så mange andre blockbusters blev udsat et år på grund af coronapandemien. Og traditionen tro ved "Fast"-fortsættelserne er seneste nitro boost endnu større, vildere og dummere end foregående.
Dominic Toretto (Vin Diesel) og Letty (Michelle Rodriguez) har slået sig ned på landet, hvor det bilelskende par har trukket sig tilbage fra livet som globetrottende spioner. Da Mr. Nobody (Kurt Russell) styrter ned med sit tophemmelige fly – med superskurkinden Cipher (Charlize Theron) og den ene del af megadommedagsvåbnet Aries ombord – foretages en hård U-vending og vroom: De må atter ud og redde verden med deres venner. De møder dog en uventet modstander i form af Torettos længe forsvundne bror, Jakob (John Cena) – hyret af den forkælede megasuperskurk Otto (spillet af danske Thue Ersted Rasmussen) – og så udfordres familiebilledet.
Det vidner en del om manuskriptforfatternes manglende kreative evner, når de ti film inde i en etableret franchise vælger at fremtrylle en bror, der hidtil aldrig har været hentydet til, til seriens mest bærende karakter. John Cena er dog en velkommen tilføjelse til højoktan-action, selvom Jakob Torettos karakterrejse er lige så forudsigelig som filmens handling og plot twists. For som sædvanligt skåles der i Corona-øl, og budskabet om familiesammenhold gentages om og om igen. Intet nyt under solen, men plottet har sjældent været den primære grund til at se "Fast"-filmene.
I sidste ende handler det selvfølgelig om spektaklet, hvor Justin Lin – instruktør på fire andre "Fast & Furious"-film og indtil videre én fremtidig – og resten af holdet atter har overgået sig selv. Actionsekvenserne er overdrevne, kreative, fuldstændigt utroværdige og morsomme. "Fast & Furious 9" skider højt og flot på logik ligesom sine forgængere – det er en del af at sidde på bagsædet med Dom Toretto ved rattet. Nemlig at se, hvilke vanvittige påfund der bringes på banen, og lade sig rive med af vanviddet, mens der grines over latterlige tilfældigheder og det komplette fravær af realisme. Med en handling, der (næsten) uironisk tager sig selv seriøst. "Fast & Furious 9" er en film, der er så dum og tåbelig, at den praktisk talt er en komedie. Hvilket bestemt også har sin værdi.
Ti film inde er det lidt imponerende, at serien stadig formår at overgå sig selv i absurditeter. Denne gang med en tur til det ydre rum, der er så åndssvag, at det næsten er beundringsværdigt. Alligevel forbliver oplevelsen udmattende og er mindst 45 minutter for lang. I sig selv er eksempelvis klimakset godt udført. Men som klimaks på en alt for lang film på 145 minutter slås bremserne i for sent. For til trods for de kreative, dumme og morsomme øjeblikke føles seneste eventyr helt genkendeligt. Ikke at den dybe tallerken skal genopfindes, men formularen fra hovedværket i serien, "Fast & Furious 5", trænger til at blive omlakeret.
I sidste ende handler udbyttet af "Fast & Furious 9" om, hvad man forventer af actionfilm. Forventes der hjernedød comfort food, klares missionen. For de analytisk tænkende kan filmen til tider være morsom i manglen på troværdighed og logik. Alle andre vil formentlig kede sig. Og fair nok. Men man må tage styrthjelmen af for, at nogle franchises selv efter ti film stadig formår at overgå sig selv i spektakel og idioti. Uanset hvilket bilsæde man befinder sig i.