Trailer: Den sidste "Fast & Furious 10"-trailer leverer næsten 5 minutters uafbrudt action

Mon actionfilmen kan leve op til Hollywoods nok længste trailer til dato?

Den allersidste trailer til "Fast & Furious 10", som triller ind i de danske biografsale i overmorgen, er netop landet på nettet og har en spillelængde på hele 4 minutter og 31 sekunder.

Og speederen trædes i bund allerede i starten af traileren, som også byder på højdepunkter fra franchisens forrige film. Og så går der som sagt adskillige minutter, før filmholdets PR-team trækker i håndbremsen.

"Aquaman"-stjernen Jason Momoa spiller skurken i "Fast & Furious 10", Dante, som vil hævne sig på Dominic 'Dom' Toretto (Vin Diesel) og hans bilglade slæng, efter at de slog Dantes nærmeste ihjel under klimakset i "Fast & Furious 5".

Læs også: Dwayne Johnson er tilbage i "Fast & Furious"-franchisen

Også Charlize Theron, Michelle Rodriguez, Nathalie Emmanuel, Jordana Brewster, Scott Eastwood, Sung Kang, Helen Mirren, Ludacris, Michael Rooker, Jason Statham, John Cena og Tyrese Gibson gentager deres roller fra forgængerne. Det allerede stjernespækkede cast får også selskab af Brie Larson og "Jack Reacher"-stjernen Alan Ritchson.

Bag kameraet finder vi Louis Leterrier ("Transporter 2", "The Incredible Hulk"), som overtog Justin Lins ("Star Trek Beyond") plads i instruktørstolen, da sidstnævnte valgte at forlade projektet godt en uge inde i optagelserne pga. kreative uenigheder. Lin er dog stadig krediteret som manuskriptforfatter sammen med Dan Mazeau ("Wrath of the Titans").

"Fast & Furious 10" trækker i håndbremsen og parkerer i de danske biografsale den 18. maj – du kan bl.a. opleve den i 4K med fuld knald på Dolby Atmos-lydsiden i FORMAT Biograf. Indtil da kan I nyde den nyeste trailer her:

Kommentarer

Den sidste "Fast & Furious 10"-trailer leverer næsten 5 minutters uafbrudt action

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen