Har i denne uge fået set filmen, 2 gange.
Glimrende film efter første syn. Et mindre mesterværk efter andet.
Det havde ikke mindst med filmoplevelsen at gøre.
Imperial, sin historie til trods, som hovedstadens store biograf, er i dag langtfra den bedste.
Det sørgede man for, da man investerede i 3D's succes og et sølvlærred, som er elendigt til at reflektere lys ligeligt. 3D tabte og alle 2D film lider under sølvlærredets egenskaber.
Cinemaxx er ikke altid et hyggeligt sted at frekventere, men man undgår stedets værste ikke integrerede klientel ved morgen- og formiddagsvisningerne.
Lyden er langt bedre i IMAX biografen, billedet ligeså og kombineret med en tæt siddeafstand, er det nærmest som at være med i rumraketterne.
Eneste bedre alternativ er Fields 1'eren med laserprojektor.
Damien Chazelle, instruktøren, har allerede to glimrende film på sit CV. Whiplash og La La Land. Med First Man, tre særdeles forskellige film instrueret med sikker hånd.
Hvad der imponerer med First Man, er den meget anderledes optagestil. Mange ekstreme close-ups og en brug af shaky cam stilen fra Bourne filmene, blot mindre ekstremt, så man virkelig føler sig hensat til at være blind passager. Det hele er overmåde effektivt og til tider dokumentarisk.
Og så er der effekterne. Der var en trailer til endnu en fortælling af J.K. Rowling med en milliard overfantastiske effektskud, som alle efterhånden burde være immune imod. Røvhamrende kedeligt.
Det blegner fuldkommen ifht. den intensitet og medrivende "tilstedefornemmelse", der er i First Man, kulminerende med en nervepirrende månelanding tilsat et aldeles fremragende musikscore, som fremhævede denne - menneskehedens uomtvisteligt største teknologiske bedrift.
I centrum for fortællingen stod dog intimdramaet om Neil Armstrong og konen Joys familieliv i kølvandet på deres lille datter Karens død og den næsten tragikomiske balance mellem prisen og værdien af at være frontrunner i et astronautprogram og holde en husholdning kørende.
9/10.
