Anmeldelse: Guldfeber

I en ikonisk drømmescene fra "Guldfeber" danser Charlie Chaplin ballet. Eller det vil sige, han får to stykker brød til at gøre det. En gaffel i hvert stykke agerer ben, og så er middagen forvandlet til sødmefuld danseopvisning. "Guldfeber" er 92 år gammel og fremkalder stadig latter. Ovenstående eksempel er en af mange årsager. Chaplin formåede at gøre det trivielle ekstraordinært. Med hans fysiske komik og opfindsomme slapstick tog han "døde" ting, vi troede, vi kendte, og gav dem nyt liv. I samspil med en heftig satiriseren over menneskets natur, vores grådighed og drifter skabte multikunstneren ægte filmmagi. Den komiske effekt er til stadighed enorm og tidløs. "Guldfeber" er på en komisk såvel som teknisk skala en af Chaplins ypperste værker.

Der er ikke langt fra tragedie til komedie. I 1846 så en gruppe sultende immigranter sig nødsaget til at spise deres egne mokkasiner, fordi de var sneet inde. Ulykkeshistorien inspirerede Chaplin til en absurd komisk scene i "Guldfeber", hvor den stakkels vagabond koger sit ildelugtende fodtøj. I jagten på Klondike-guld er han nemlig endt i en hytte, sneet inde med en guldgraver og en undsluppen fange. Tingene går dog skævt i både overført og bogstavelig forstand, og vor ven opgiver gulddrømmen, da han forelsker sig i en smuk kvinde fra den nærmeste by. Kærligheden synes ikke gengældt, men det holder ikke vagabonden tilbage fra at kæmpe for hendes gunst.

Chaplin forener optagelser fra de reelle sneklædte bjerge med opulente studieoptagelser, der ofte umuliggør en skelnen mellem de to. Billedsiden er på alle måder overvældende og et af mange eksempler på, hvordan Hollywood i midt-tyverne efterhånden havde perfektioneret stumfilmens visuelle fortællestil.

Chaplin udnytter mulighederne til andet og mere end komik. I en stort anlagt scene vipper vagabondens hytte efter en snestorm på en klippekant. Personerne inde i hytten aner ikke uråd, mens vi som publikum sidder på stilke, velvidende at hytten kan styrte i afgrunden, hvert sekund det skal være. Det er Hitchcocks'ke niveauer af suspense og falde-på-halen komik i skøn forening.

Man kunne egentlig blive ved at nævne eksempler på innovative tekniske bedrifter. Men hvad der i sidste ende gør filmen så let at holde af, er den enorme empati, vi ikke kan undgå at føle med den godmodige, ofte uheldige hovedperson. Ikke nok med, at han ofte løber ind i nogle ret så slemme karle, nej i "Guldfeber" er selv Moder Natur hans modstander. Han klarer heldigvis ofte skærene og endda – takket være Chaplin – med stor elegance og attråværdig opfindsomhed. Det er ellers ikke let, når rasende vindstød gør det umuligt at flygte ud af døren og væk fra den afskyelige bandit.

"Guldfeber" er og bliver et uomgængeligt værk i filmhistorien. I liga med andre af Chaplins største værker som "The Kid" (1921) og "Moderne Tider" (1936) er filmen et komisk højdepunkt i stumfilmsæraen. Visuelle ambitioner, dramatisk opfindsomhed og komisk talent forenes på næsten alle planer i en film, Chaplin gentagne gange selv har erklæret var dén, han helst ville huskes for. Se filmen, og du forstår hvorfor.

Guldfeber

Kommentarer

Guldfeber

  • ★★0

    Den må og skal jeg snart gense ovenpå denne fine anmeldelse! :) Har ikke set den i mindst 20 år.

    Thomas Fenger16-02-17 11:55

  • ★★★★★★0

    Det er nemlig en tidsløs omgang filmmagi og Chaplins balance mellem det tragikomiske, det sjove, det melankolske, det rørende og også spændende er uovertruffen. Samtidig er hans sympati med de "små" mennesker og forståelse af disse, altid gennemført sympatisk. 

    T. Nielsen16-02-17 12:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen