Anmeldelse: Hellboy

Et vakuum i helvedes forgård.

Den har været lige på trapperne, og den har været dømt helt ude. I næsten ti år har helvedeshelten Hellboy været tæt på at tørne ud i biograferne en tredje gang. Men efter sin Oscar-belønning for "The Shape of Water" måtte den i forvejen afsindigt travle Guillermo del Toro overdrage sit passionsprojekt til en ny kaptajn. Resultatet blev ikke en treer, men et tryk på forfra-knappen og en ny rødmalet skuespiller i titelrollen.

Den rapmundede dæmon (David Harbour) må denne gang en tur til England. Adoptivfaren (Ian McShane), en forkæmper i menneskehedens krig mod underverdenen, gør Hellboy opmærksom på, at en fæl, ældgammel – og ellers ret grundigt parteret – bloddronning atter er blevet vakt til live på disse kanter og nu varsler hævn.

Neil Marshall, den nye mand ved roret, er umiddelbart et godt valg. Briten har vist sig som en både skræmmende og kulørt fætter med egenrådige genreværker som den balstyriske "Mad Max"-hyldest "Doomsday" og den decideret fremragende grotte-gyser "The Descent". Jeg vil give Marshall så meget, at han prøver at gå nye veje med dette reboot. Så langt så godt. Desværre vil "Hellboy" anno 2019 ud ad så mange stier, at den river sig selv midtover.

Man sidder med følelsen af, at der ingenting er på spil her, og det er et problem, for slagsmålet kunne ikke være meget større. Man forsøger at smide alt lige fra nordiske kæmpetrolde til Kong Arthur-legenden ind i maskineriet, kun for at standse det som grus. Og så forkølet forsøge at kickstarte det igen med fedtspillende poprock-hits, hvis lethed står i skærende kontrast til, hvor tung denne rodebutik er at danse med.

Der kæmpes dog en ihærdig kamp for at give os smæk for skillingen og især for at retfærdiggøre den R-rating, som "Hellboy" har fået – og som mange fans har hængt deres hat på. Og jo, der er da spandevis af computerblod, der er indtil flere kløvede kranier, og Milla Jovovich halshugges to gange. Desværre hviler alt dette på skiftevis hel- og halvsløjt – enkelte steder komisk ringe – CGI-arbejde, og volden er ofte mere demonstrativ end egentlig underholdende.

Det er svært ikke at længes tilbage til Guillermo del Toros praktiske kostumer og gennemførte skabninger i de to første film. Hvor han havde monstertække, så ved Neil Marshall kun, hvad han skal stille op med sin hovedperson. For David Harbour gør det faktisk godt som Hellboy. Isoleret set er karakteren stadig en herlig gnavpot af en antihelt, der absolut bør have stambord ved biografernes all you can eat superhelte-buffet. Man skulle bare have fokuseret mere på ham frem for at drage ikke én, men to sidekicks ind, der kæmper om at være den mest irriterende. Vi forventede ikke at komme i filmhimlen med den her, blot at det ikke blev et overproduceret helvede. Vi nærmer os det sidste.