Selvfølgelig gør han det. Det er hans job...

David Harbour skamroser manuskriptet til Marvels "Thunderbolts"
"Stranger Things"-stjernen vender tilbage som Red Guardian i den kommende MCU-film.
For et lille års tid siden annoncerede Marvel Studios den kommende MCU-film "Thunderbolts", som bliver en slags fortsættelse til både serien "The Falcon and the Winter Soldier" samt filmene "Ant-Man and the Wasp" og "Black Widow".
Flere af heltene og skurkene fra netop de MCU-fortællinger tropper nemlig op i "Thunderbolts", som stiller skarpt på et hold af hovedsageligt rehabiliterede skurke, der kæmper på de godes vegne – lidt à la DC's Suicide Squad-trup.
En af dem er den bomstærke russiske slagsbror Red Guardian (fødenavn: Alexei Alanovich Shostakov), som David Harbour spillede i 2021's "Black Widow". Og i et interview med podcasten Happy, Sad, Confused lægger Harbour ikke skjul på sin glæde over projektet.
Læs også: David Harbour: Jeg kom ovenpå efter "Hellboy" takket være Marvel
"Manuskriptet er virkelig skarpskåret og fantastisk," fortæller Harbour. "Jeg er så heldig at arbejde sammen med Duffer-brødrene (Matt Duffer og Ross Duffer, som står bag "Stranger Things", red.), som skriver nogle af tv-branchens bedste manuskripter, og Marvel-manuskriptforfatterne skriver nogle utroligt fantastiske historier, og Red Guardian får lov til at gøre en masse, som han aldrig har gjort før."
Harbour fortæller også, at "Thunderbolts" vil dykke endnu mere ned i Red Guardians forhold til adoptivdatteren Yelena Belova, som blev spillet af Florence Pugh i "Black Widow". Pugh gentager rollen nok en gang i "Thunderbolts" oven på en gæsterolle i MCU-serien "Hawkeye".
Og så taler Harbour også om, hvordan Marvel-projekter ofte omskrives i stor stil, mens de er i produktion. Hele den sidste akt af "Black Widow" blev ændret, mens Harbour og Co. arbejdede foran kameraet.
Biografpremieren på "Thunderbolts" blev for nylig udskudt fra næste sommer til december 2024, men pga. strejkerne i Hollywood er filmen ikke engang gået i optagelse endnu, så det er ikke usandsynligt, at den først udkommer i 2025 eller senere.
Moovy TV interviewede i øvrigt Harbour tilbage i 2021 om hans præstation i "Black Widow", hvor vi bl.a. diskuterede russiske filmaccenter, tætsiddende latexkostumer og He-Mans ærkefjende, Skeletor: