Anmeldelse: Gran Turismo

PlayStation-filmatisering kører direkte ind i feltet med de bedste spil til film-overhalinger til dato.

Bekymrede forældre verden over har sikkert tænkt sit, når unger over de sidste par årtier har foretrukket den bløde gamer-stol foran en brølende potente computer eller konsol frem for mere det mere aktive udeliv. Også selvom det nu er blevet muligt at leve af e-sport, og forbillederne også kan være unge teenagere fordybet i en mere eller mindre realistisk simulation af virkeligheden. PlayStation-bilsimulatoren "Gran Turismo" har slået sig på, at være en noget nær perfekt repræsentation af virkeligheden selv siden de første udgaver af spillet i slutningen af 90’erne. Dog må det have overrasket de fleste, da 19-årige Jann Mardenborough i 2011 vandt GT Academy og senere blev professionel racerkører for Nissan.

   

I "Gran Turismo" følges netop walisiske Jann Mardenborough (Archie Madekwe). Som mange andre teenagere har Cardiff-drengen svært ved at træffe de store beslutninger om sin fremtid. Og så trives Mardenborough bedst i selskab med "Gran Turismo". Til stor frustration for sin far, den tidligere professionelle fodboldspiller Steve Mardenborough (Djimon Hounsou). Heldigvis for Jann har Nissans marketingmand Danny Moore (Orlando Bloom) en modig plan: at vise verden, at netop "Gran Turismo" er så tæt på virkeligheden, at gamere kan deltage på professionelt racerbil-niveau. Chefmekaniker og tidligere racerkører Jack Slater (David Harbour) overtales til at tage Jann under sine vinger. Selvom han slet er overbevist om at det er en god idé, at placere ikke-atletiske teenagere ned i førersædet i én af de mest fysisk og psykisk krævende, og ikke mindst livsfarlige, sportsgrene i verden.  

Den sande historie om Jann Mardenborough burde være spændende nok i sig selv. Filmatiseringen af "Gran Turismo" er dog et kreativt hjulspind af fakta og fiktion, samt sin andel af marketing for "Gran Turismo"-spillene. Fair nok, det er trods alt Sonys PlayStation Productions, der står bag filmen. Danny Moore og Jack Slater findes ikke i den virkelige verden, men er et opkog af andre personer, som gjorde udslaget for Mardenboroughs karriere. Som i øvrigt stadig er aktiv og mere end almindeligt godt kørende.

Alle klicheer køres i stilling i "Gran Turismo". "District 9"-instruktør Neill Blomkamp synes at være overkill i hestekræfter bag kameraet, men når først speederen trampes i bund, forstår man valget. Mikset mellem sekvenser og virkemidler fra spillet er lige friskt nok, men overbeviser som troværdig synergi mellem spil og virkelighed. For Sony mener det i ramme alvor, når der balanceres mellem gummirygende højoktan racersekvenser, coming-of-age far-søn drama og et indblik i og menneskeliggørelse af gamer-generationen. Dette med især en eksplosiv lydside, der fortjener de bedste biograframmer på den front.

Der er mere heltefortælling end moralsk læring over Blomkamps filmatisering. Men vi skal forstå, at der er meget på spil i rejsen fra uprøvet gamer til fuldblods racerkører. David Harbour sammenfatter netop den dimension, uden at det fremstår påtaget. I stedet disker "Stranger Things"-stjernen op med filmens absolut bedste præstation, når den undervurderede skuespiller eminent i mentorrollen dikterer tempospring og tone i filmens dynamiske univers. Uden at budskaberne fremstår endimensionelle eller belærende. Hvor "Ready Player One" og "Free Guy" afrundes med en trættende boomer’sk løftet pegefinger om, at livet også skal leves uden for den virtuelle virkelighed, forstår PlayStation sit publikum – uden at tale dem efter munden. Dét i sig selv er forfriskende, i en film, der ikke fremstår som et spilfirmas ydmyg undskyldning for at træde ind i de voksnes rækker i filmens verden. Overbeviser ikke HBO-serien "The Last of Us", baseret på Naughy Dog's kultspil af samme navn, ikke om plads på spilfilmatiseringernes podie, burde "Gran Turismo".

Overraskende nok, så lykkedes det at lave en oprigtigt vellykket filmatisering af spillet "Gran Turismo". Det hjælper naturligvis, at fortællingen om Jann Mardenboroughs rejse fra PlayStation til Le Mans rent faktisk skete. Fortsætter Sony med det høje niveau i transformationen fra spil til film, har det japanske firma i højeste gear brudt en forbandelse. 

"Gran Turismo" har dansk biografpremiere 17. august. Heriblandt i FORMAT Bio, der fyrer filmatiseringen afsted i Dolby ATMOS. Læs mere her.

Gran Turismo