Anmeldelse: John Wick: Chapter 4

Seneste kapitel i actionlejermorder-franchise leverer stil over substans-varen for actionjunkierne.

Stil over substans. Lange optagelser af moderne biler, modetøj og masser af kugler, flyvende i den ene og anden retning. Men hvad er meningen egentlig? Hvor er karakterudviklingen? Den nu fjerde film om lejemorderen John Wick er fuld af tomme kalorier, men er flot at se på.

John Wick (Keanu Reeves) er på flugt. Efter eskapaderne i tredje film er nu endnu flere på jagt efter den tidligere lejemorder. Da han får chancen for at vinde sin frihed, tager han imod tilbuddet. Men The High Table, den øverste instans i lejemorder-parallelverdenen, har andre planer. Og pludselig er det svært at kende forskel på venner og fjender. Men John lader sig ikke stoppe. 

Den første "John Wick" fra 2014 blev en overraskende succes på et lavt budget. En underholdende, lille actionfilm med masser af stil og voldselegance. I 2017 kom "John Wick: Chapter 2" og i 2019 "John Wick: Chapter 3". Keanu Reeves og instruktør Chad Stahelski har over de sidste ni år udviklet et mytologisk univers, som er helt sit eget  Men der må gerne snart komme lidt flere kalorier indenbords.

Hver gang et nyt kapitel tilføjes, tilføjes nye actionscener. Gerne vildere og mere groteske end tidligere. Til ben, i bil, på hest. Vi nærmer os et tegneserieunivers, hvor det ene mere vanvittige udstyrsstykke afløser det næste. Der er masser af kul på til actionjunkierne, men det bliver langtrukken i længden. For man når på et tidspunkt et mæthedspunkt med at se på John Wick smadrer den ene antagonist efter den anden. Dermed ikke sagt, at der ikke er underholdningsværdi. En vanvittig biljagt, som starter ét sted, farer hen over det næste og ender et tredje sted er en herlig perlerække af absurditeter.

Den æstetiske side af filmen er ikke til at tage fejl af. Jakkesættene sidder snorlige og lakskoene er pudset. Fotograf Dan Laustsens billeder er opfindsomme og stilrene og det er det, filmen lever på. Plottet er hullet som en si og mangler i den grad mere grobund. Stærke manusforfattere havde været at foretrække. En spilletid på 2 timer og 50 min skal byde på mere end stilrene actionscener og skurke, man har set før og bedre. Keanu Reeves ejer rollen som John Wick. Han er selvsikker og oser af øretæver. Samspillet med sin gamle "Matrix"-ven, Laurence Fishburne, er klart blandt filmens bedste scener. Ian Mcshane og Lance Reddick er skønne som hotelejerne og man ville gerne have mere med dem. Bill Skarsgaard gør, hvad han skal som superskurken, men han bliver aldrig rigtig interessant. Det er de mindre skurke, der gør indtryk. Martial arts-filmlegenden Donnie Yen er et kæmpe plus som blind Zatoichi-inspireret lejemorder, der kan mere end et par tricks.

Underholdningsværdien er der ikke noget i vejen med, hvis man vil se biler smadres, kugler fyge og blodet sprøjte i ét væk. "John Wick: Chapter 4" leverer varen for action junkies. 2 timer og 50 minutter med non-stop adrenalin. Den mytologiske del af universet udvides mere, men der mangler kød på historien. Vi kommer aldrig dybere ned i karaktererne, end et par enkelte sætninger. Filmen oser af overskud rent stilmæssigt, men substansen udebliver. Trætheden melde sig undervejs.