Anmeldelse: Lost River (Blu-ray)
Ryan Gosling havde længe været på vej frem som skuespiller, inden han slog ordentligt igennem i "Drive". Filmen blev samtidig den danske instruktør Nicolas Winding Refns internationale gennembrud, og de to filmfolk blev hurtigt tæt knyttet. Faktisk i så høj grad, at Goslings instruktørdebut "Lost River" lige så godt kunne have været instrueret af Refn. Man kan så selv vurdere, om Gosling har stjålet med arme og ben eller bare lært alt af Refn. Der er i hvert fald ingen vej udenom – det visuelle udtryk, musikken, klipningen og stemningen ligger fint i forlængelse af "Drive", "Only God Forgives" og "The Neon Demon".
Den enlige mor Billy (Christina Hendricks) har ikke længere råd til at beholde sit barndomshjem. Hendes nye bankmand foreslår dog en jobmulighed, og langsomt bliver hun viklet ind i en markaber underverden. Lost River er nemlig ikke en hvilken som helst by, men derimod en dystopisk og nærmest postapokalyptisk en af slagsen – som taget ud af et ubehageligt og mørkt eventyr. Det erfarer Billys ene søn, Bones (Iain De Caestecker), også snart, da en gangsterboss jagter ham igennem byens tomme gader – lige indtil han støder på en by under vandet.
Man bliver hurtigt forpustet af filmens visuelt farverige univers. Alverdens kraftige farver bliver blandet sammen til at danne rammerne om de grå eksistenser, der udgør befolkningen i Lost River. En kontrast, der måske kunne have fungeret, hvis filmen havde et interessant plot eller måske endda en brugbar morale. På trods af at være en sentimental fortælling har "Lost River" derfor meget svært ved at fremprovokere andre følelser end kedsomhed. Filmen slæber sig langsomt afsted, og selv hovedpersonerne formår aldrig at vise andet end overfladiske karaktertræk. Faktisk står det så grelt til, at man ender med at føle mere for nabopigens kælerotte end menneskerne omkring den, fordi den i det mindste agerer efter sine naturlige instinkter.
Skuespillet i filmen er en underlig størrelse. De to hovedroller underspiller deres kødfrie roller, imens Matt Smith som gansterboss er vanvittigt karikeret, og Saoirse Ronan som nabopigen virker en anelse overspillet. Måske er denne rodede blanding et bevidst valg fra Goslings side, men det løfter flere øjenbryn, end det skaber klapsalver. Filmen skal uden tvivl nok finde sine fans, for en film med så mange særheder går rent ind hos enkelte. Det er da også et fascinerende fejlskud i sidste ende, ikke ulig Richard Kellys "Southland Tales", som også indeholdt mindst lige så mange særheder.
Selvom "Lost River" næppe er en vellykket film, er det dog stadig et interessant bekendtskab. Gosling som instruktør har måske stjålet/lånt/lært alt af Refn, men han kan stadig nå at udvikle sine egenskaber og blive sin helt egen. Han har fat i stemningen, og hans visuelle udtryk er alene årsag nok til at opsøge filmen. Den blev dog buh'et ud i Cannes med god grund – den er alt for prætentiøs.
Billede & Lyd
Kontrasten på udgivelsen er bevist gjort enormt skarp. Det er ikke altid lige behageligt for øjnene, men det lette lag gryn hjælper en anelse på det. På trods af ofte at være grynet er der stadig plads til masser af detaljer i billedet. Dog så jeg gerne, at man havde skruet en anelse ned for kontrasten og gjort billedet knivskarpt i stedet. Lyden sidder derimod lige i skabet. Musikken ligger for det meste og buldrer i baggrunden, men hvert et ord i dialogen går rent igennem. På sin vis er lyddesignet lige så kaotisk som billedetkvaliteten, men forskellen er dog, at det fungerer og skaber en til tider intens stemning, på trods af at man intet føler for filmens karakterer.
Ekstramateriale
Intet andet end et par trailers kan man finde blandt ekstramateriale – desværre.