Anmeldelse: Når befrielsen kommer

"Kan nazister være gode mennesker?" spørger dansk 2. Verdenskrigs-film, uden at være lige så farlig som sit dilemma.

Dansk film skorter ikke ligefrem på film, der udspiller sig under 2. Verdenskrig. Nogen vil endda mene, at der har været en overflod. Det danske biografpublikum skal da heller ikke kigge andet end et par år tilbage, før titler som de to "De forbandede år", "Skyggen i mit øje" og "Vores mand i Amerika" dukker op - bare for at nævne få. Fællesnævneren er selvfølgelig også at publikum er strømmet ind for at se filmene. Instruktør Anders Walter, der debuterer med sin første danske spillefilm, er ikke bleg for at dykke ned i flere krigstraumer og ud af dét får vi "Når befrielsen kommer". En film, der stiller det potente spørgsmål; er det værd at redde et nazistliv?

Året er 1945. 2. Verdenskrig nærmer sig sin afslutning, og den danske befolkning kan snart se sig fri fra tysk besættelse. På Fyn ligger Ryslinge Højskole (i dag en efterskole), hvor forstanderen Jakob (Pilou Asbæk) styrer den daglige gang, og bor med hustruen Lis (Katrine Greis-Rosental). Da tyske civile flygter mod Danmark i hobetal, skal højskolen modvilligt indlogere op mod 500 tyskere i gymnastiksalen. En udfordring, der får konsekvenser for skoleåret og byder på sygdom, had og splittelse. For især den unge søn Søren (Lasse Peter Larsen) og modstandsmanden Birk (Morten Hee Andersen) har svært ved at forene sig med ideen om at leve side om side med onde nazister.

Det er noget af et saftigt dilemma Anders Walter åbner op for med sin første danske spillefilm. Efter succesen med sin Oscar-vindende kortfilm "Helium" fra 2014, forsøgte aarhusianeren sig med at udleve den amerikanske drøm. "I Kill Giants" fra 2018 fik desværre de færreste set, og derfor er instruktøren med rette vendt hjem til danske kyster. Tidligere på året resulterede det i en Oscar-nominering til kortfilmen "Ivalu". Og nok tapper kortfilmsmageren ind i en af dansk films største genrer, men han gør det også med stor vilje. Dansk film byder på mange af denne slags melodramatiske krigsfilm, men med sig bringer Walter en oprigtigt interessant konflikt. Kan danskerene leve sammen med de tyskere, der i deres øjne har frarøvet dem alt, og kan en nazist overhovedet være et godt menneske?

Temaet udforsker Anders Walter og medforfatter Miriam Nørgaard gennem Jakob og Lis, der som mæglere skal pleje både danske og tyske interesser. For er tyske civile gennemsyret onde eller ofre for krigens rædsler på lige linje med dem, der har været under besættelse? Og er én danskers liv mere værd end 20 døde tyske børn? Dansk films seneste krigsdrama får opstillet uhyre spændende konflikter, men står desværre til fald for klicheer og konflikter, der ikke følges til dørs.

Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosental fører an i fine præstationer. Skønt er det især at se Asbæk i en mere afdæmpet rolle, men de to hovedkarakterer virker også til at være historiens forkerte fokus. Anders Walter har specialiseret sig i at bruge børns synspunkt i sine kortfilm, og det udnyttes også via sønnen Søren. Men den unge splittede dreng forbliver en passiv stemme, der smitter af på sine omgivelser. Det samme kan siges om den modstandsdygtige Birk, der hader tyskerne grundet personlige tab. Symptomatisk for karaktergalleriet reduceres menneskerne til én følelse, der gør ellers sprængfarlige dilemmaer ensartet og kedelige. Som filmen repeterer til uendelighed.

Det er drønærgerligt, at "Når befrielsen kommer" ikke får mere ud af sit potentiale. Anders Walter instruerer med sikker hånd. Næsten for sikkert, når sovsede strygere og "jeg-gentager-dit-navn-mange-gange-for-dramatisk-effekt"-dialog opildner til de helt store følelser, som er kodeord for melodramaet. Men selv blandt syge tyskere, vrede danskere og mennesker imellem finder dramaet aldrig for alvor sit fodfæste. Anders Walter beviser, at han har klaret skridtet fra kort- til spillefilm, og at der tydeligvis er flere spændende problemstillinger at finde i krigens rædsler. Men måske, dansk film bare har brug for en pause fra 2. verdenskrig?

"Når befrielsen kommer" har dansk premiere 24. august. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.

Når befrielsen kommer