Anmeldelse: Tysktime
"Tysktime" er et fabelagtigt og urovækkende portræt af, hvordan totalitære tankesæt ændrer ikke alene samfund under regimet, men også sætter sig i generationerne efter.
Traumebehandling ovenpå 2. verdenskrig er en etableret undergenre i tysk film, der bliver ved med at kaste nye perspektiver på nazitiden og den efterfølgende opdeling af riget i Øst- og Vesttyskland. Interessant er det, at selvom temaet på film bør være fortærsket, synes der år efter år at vise sig overraskende gode behandlinger af nationaltraumet samt ikke mindst anderledes vinklinger. Som udenforstående er det ikke svært at forstå behovet og vigtigheden i, at påmindelserne om datidens forfærdeligheder bringes på banen. Ikke mindst fordi nazistiske tendenser igen har vundet indpas i det moderne Tyskland. Filmatiseringen af Siegfried Lenz' klassiker "Tysktime" fra 1968, der betragtes som en af de vigtigste efterkrigstidsromaner, er én af netop de eminente perspektiver om Nazitysklands mentale tyranni.
Unge Siggi Jepsen er sendt til en anstalt for adfærdsvanskelige unge. I en tysktime skal han skrive en stil om "pligtens glæder", men kan ikke komme i gang med opgaven. I stedet skriver drengen om opvæksten i den nordtyske landsby Rugbüll nær ved den dansk-tyske grænse under 2. verdenskrig. Siggis far er politibetjent og overvåger nidkært, at den lokale kunstner Nansen (bygget over Emil Nolde) overholder nazisternes maleforbud. Hvad der først er almindelig håndhævelse af nye forbud udvikler sig til ukontrolleret besættelse.
Udover at "pligtens glæder" ikke alene trækker på den velkendte tyske arbejdsmoral, men også giver et hult ekko af "Arbeit macht frei", der siden nationaløkonom Heinrich Beta i midten af 1800-tallet introducerede talemåden i italesættelse af den tyske arbejdsglæde. Arbeit macht frei fik senere en anden betydning, da det stod skrevet ved indgangen til en række af nazisternes KZ-lejre, hvor arbejdet bogstaveligt talt gjorde jøder og romaer frie. Men gør pligten til og arbejdet for fædrelandet én fri, eller ændrer det menneskelighed til passivitet og misforstået borgerpligt i bittesmå dryp af hadefuld arsenik over tid?
Optaget i det golde område ved Vadehavet er "Tysktime" et ubehageligt indblik i sindets forvandling, når tillært pligtfølelse overskygger fornuft og empati. Den lille familie på landet fanges i et spind af social og statslig kontrol, hvor det tætte venskab mellem betjent Jepsen og kunstneren Nansen opløses, jo dybere ned i den frembrusende totalitære ideologi i lokalbefolkningen vi dykker. I takt med, at den ukritiske medløber bliver mere og mere forblændet af det herskende styres retorik, tages hidtil uhørt magtanvendelse i brug, når kunstens mulighed for refleksion og rum for fritænkning underlægges strafaktion. I midten står en lille dreng og tager ved lære uden at forstå de brede penselstrøg. Fanget mellem tyranniets pligt for sin far og behovet for at udfolde og udvikle sig som barn og individ.
Instruktør Christian Schwochow indsamler de små dryp forandringer og kontrol nøje med et snigende ubehag, der bedst kan beskrives som et tempodrænet miks af socialrealisme, Victor Klemperer og Michael Haneke. Aflæst ud fra Siggis øjne går hverdagslig angst og indoktrinering hånd i hånd i et dansk-tysk landskab, der nok er smukt på overfladen, men kvalt til døde i iskold farvemætning. Familielivets livskulør, heriblandt med danske Sonja Richter flot spillende som Siggis passive og frygtsomme mor, visner hen i en omklamrende klaustrofobi. Selvom narrativet veksler mellem Siggis barn- og ungdom, fastholdes vi i ét rum. Følelsen af overgivelsen til det totalitære tankesæt, der tillæres i Siggis tidlige år, afspejles i den unge drengs adfærd senere hen, hvilket sætter sig som en hårrejsende erkendelse af sindets skrøbelighed under de rette kår.
"Tysktime" følger op på tysk films årrække tradition inden for den traumebehandling, som den mægtige kulturnation stadig graver i. Filmatiseringen af Siegfried Lenz' roman er slet og ret et urovækkende portræt af, hvordan totalitære tankesæt ændrer ikke alene samfund under regimet, men også sætter sig i generationerne efter.