Anmeldelse: Sicario

"Nawals hemmelighed", "Prisoners" og "Enemy". Med disse tre fremragende, vidt forskellige film har Denis Villeneuve etableret sig som en af de mest interessante instruktører lige nu. Faktisk kan jeg helt ærligt ikke komme i tanke om en anden nulevende instruktør, hvis tre seneste film når samme høje niveau som Villeneuves. Det var derfor med tårnhøje forventninger, at jeg gik ind for at se, hvad den canadiske mesterinstruktørs narkodrama havde at byde på.

Vi følger den godhjertede og retskafne FBI-agent Kate (Emily Blunt), der vælger at skifte den i forvejen usikre tilværelse i Arizona ud med et endnu mere risikofyldt job helt op ad den mexicanske grænse. Eller det vil sige: Det tror hun. For hvad hendes tilbagelænede og fåmælte chef (Josh Brolin) ikke har fortalt hende, så involverer den nye stilling også togter på den farlige side af grænsen. Kate, der er ude, hvor hun ikke kan bunde, burde egentlig bare tage sit gamle job tilbage. Men det gør hun ikke. For i sin blinde iver efter at mindske narkokriminaliteten i USA vælger hun at tage den risikable kamp op med de barbariske mexicanske narkokarteller.

Til at sætte stemningen på de uforudsigelige raids i Mexico har Villeneuve atter allieret sig med både mesterfotografen Roger Deakins og den islandske komponist Jóhann Jóhannsson, som han også arbejdede sammen med på "Prisoners". Det kan både ses og høres. For "Sicario" er også vidunderligt dyster. Mens Jóhannssons dundrende intense musik giver en underliggende følelse af utryghed, formår Deakins' stemningsfyldte fotografering at få den mexicanske narkoby Juárez til at fremstå som en uoverskuelig labyrint. Det er filmhåndværk af allerhøjeste kaliber, og resultatet er nogle af de mest nervepirrende scener, jeg længe har set.

Villeneuve vil dog lave mere end "blot" god underholdning. Ved at bruge Kate som holdepunkt viser manuskriptforfatter Taylor Sheridan også, at narkokrigen ikke alene er håbløs, men også kæmpes med yderst tvivlsomme midler. Helt uproblematisk er Sheridans manuskript dog ikke, for Sheridan giver en anelse for meget plads til at udforske andre karakterer i filmens anden halvdel. Kombineret med at den klart mest nervepirrende scene er placeret allerede halvvejs i filmen, gør det, at "Sicario" ikke efterlader et helt så stærkt aftryk, som man kunne have håbet på.

Fortællingen fungerer bedst, når Kate er i centrum. For det er, når vi ser verden gennem hendes øjne, at tingene bliver sat i perspektiv. Her ser vi, hvor absurd det er, at Josh Brolins sandalbærende chef tager alting – selv tortur – med et smil. I selskab med andre politifolk ser vi, hvor håbløst uvidende hun reelt er. "Du spørger mig, hvordan uret er lavet," siger den tavse dræbermaskine Alejandro (Benicio del Toro) køligt til hende. "Hold indtil videre nu blot øje med tiden." Alejandro, der med et gevær i hånden er omtrent lige så cool som Clint Eastwood med en revolver, ved, at Kate er ude på dybt vand.

 

Denis Villeneuve har gjort det igen. Han har formået at lave endnu en fremragende film til sit i forvejen imponerende CV. Denne gang er det med en fortælling om narkoverdenen, der både fungerer som nervepirrende thriller og giver et reelt indblik i den håbløse kamp mod stoffer. Jovist, den har sine problemer, og det er især ærgerligt, at klimakset ikke står en anelse stærkere. Men omvendt indeholder narkodramaet også nogle af biografårets absolut mest mindeværdige øjeblikke. Det er derfor bare et spørgsmål om tid, før jeg skal se "Sicario" igen. Helst i biografen, hvor Roger Deakins' mesterlige billeder og Jóhann Jóhannssons dystre musik for alvor kommer til sin ret.