Anmeldelse: Sorry We Missed You

At en film både kan berøre én og samtidig give seriøst stof til eftertanke er en fornem bedrift. Det kan "Sorry We Missed You" i allerhøjeste grad bryste sig af.

"Køkkenvaskrealisme" har en tendens til at virke afskrækkende på de fleste. Det er noget gråt, brunt og kedeligt om hverdagen hos almindelige mennesker og uden skyggen af drama eller komik, ikke sandt? Heldigvis udfordres denne fordom på det kraftigste af Ken Loach. Seneste skud på stammen, "Sorry We Missed You", er endda en af instruktørens bedste film – hvilket virkelig ikke siger så lidt.

Vi er ganske vist milevidt fra Hollywoods rags-to-riches-historier og CGI-brag med dette indblik i en arbejderfamilie fra Newcastle og deres desperate forsøg på at få tingene til at hænge sammen. Far Ricky er byggearbejder og har forsøgt sig med ethvert job, siden han blev fyret i efterdønningerne fra finanskrisen. Mor Abby er hjemmehjælper med et hjerte af guld og arbejder nærmest i døgndrift til sulteløn. De har to børn, teenagesønnen Seb og lillesøster Liza Jane. Seb pjækker fra skole for at tagge graffiti med vennerne og er efterhånden uden for pædagogisk rækkevidde. Liza Jane gør, hvad hun kan, for at holde sammen på den fortravlede familie, som nærmest ikke ses i vågen tilstand. Da far lander et job hos et fragtfirma, aner de omsider lys for enden af tunnelen, men det viser sig at være en hvid elefant, der i stedet trækker familien endnu længere ned i desperationens hængedynd.

Ken Loach er i en alder af 83 år still going strong. Efter 27 spillefilm, et hav af tv-produktioner og dokumentarer under bæltet viser den dobbelte Guldpalme-vinder ingen tegn på metaltræthed. Britens særlige brand af samfunds-indigneret socialrealisme er det samme i "Sorry We Missed You" som i stort set alle af mesterens film. Den minutiøse hverdagsfortælling fra en arbejderklasse, som er blevet de store tabere i kapitalismens verdensherredømme. Her er ingen luksusproblemer, intet sikkerhedsnet og ingen kære mor. Man mærker forargelsen over samfundets tilstand fra Loachs side, men filmene bliver aldrig en politisk talerstol. Deres force er det konstante fokus på hovedpersonerne og deres personlige historie. Også i denne omgang.

Loach og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty har sammensat et drønsympatisk firkløver i familien Turner. Far og mor er stressede og kæmper for at holde hovedet oven vande. Men de elsker virkelig hinanden og er et velsmurt team – fast besluttede på at give deres børn et bedre liv, end de selv turde drømme om. Børnene kæmper med deres, men selvom Seb virkelig gør sit for at stikke en kæp i hjulet på maskineriet, så mærker man, at de helst bare vil være sammen alle fire. En sammentømret enhed, der truer med at falde fra hinanden i far og mors selvopofrende forsøg på at få mad på bordet og tag over hovedet.

Filmen er i den grad en følelsesmæssig mavepuster. Gribende og hjerteskærende fra første sekund, netop fordi man hurtigt investeres i familiens skæbne. Og kender man Loach, så ved man også, at chancerne for en happy end er små – i hans verden går tingene som regel fra skidt til værre. Dét gør så også, at dette næppe er en film for alle. Jeg forlod selv biografen snøftende, tårevædet og med følelsen af at være blevet emotionelt rundsmadret i 100 minutter nonstop.

Samtidig er det også en film, der bliver siddende i både kroppen og tankerne. Den fik mig til at gruble over verdens tilstand og urimeligheden i, hvad mennesker på samfundets bund må tilpasse sig, bare for at bedrestillede kan få den nyeste iPhone fragtet lige til døren hurtigst og billigst muligt. At en film både kan berøre én og samtidig give seriøst stof til eftertanke er en fornem bedrift. Og det kan "Sorry We Missed You" i allerhøjeste grad bryste sig af.

Sorry We Missed You

Kommentarer

Sorry We Missed You

  • ★★★0

    "Sorry We Missed You", er endda en af instruktørens bedste film – hvilket virkelig ikke siger så lidt.

    Tak for en fin anmeldelse, Nikolai. Loach er  genial i sit udtryk og betragtninger.

    Glæder mig til at se den.

    Wayne12-12-19 04:55

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen