Anmeldelse: The Old Oak

Legendarisk oprører afslutter bemærkelsesværdige karriere med en knytnæve i bordet og en håbefuld håndsrækning til fællesskabet.

Ingen anden filmskaber har i samme grad baseret sin karriere på social indignation som Ken Loach og sluppet afsted med et så højt bundniveau over syv. Den nu 87-årige britiske instruktør har siden 60’erne portrætteret socialt udsatte og problematiske samtidstemaer. Uden at ryste det mindste på hånden.

Efter femten nomineringer i hovedkonkurrencen i Cannes, hvilket ingen anden filmskaber har overgået, og to Guldpalmer senere, har Loach (igen!) annonceret sin sidste film. Selvom "The Old Oak" måske ikke kroner værket, rammer den ikke desto mindre dybt som en mavepuster og svier som efter en arrig lussing.  

    

En by i Nordengland er langsomt ved at dø ud i efterdønningerne på, at en mine lukkede ned i 80’erne. Det eneste, de lokale har tilbage er minderne. Og den lokale pub, The Old Oak, der også har set bedre dage. Da en gruppe syriske flygtninge ankommer til kvarteret, tager den lokale pubejer, TJ Ballantyne (Dave Turner), kampen op for at hjælpe byens nyeste tilflyttere. De får nemlig ikke en varm velkomst af lokalsamfundet, der skylder skylden for deres egne elendigheder over på traumatiserede krigsflygtninge. TJ’s indsats møder stor modstand hos stamgæsterne, der ser den gamle pub som byens eneste åndehul. The Old Oak har, som stamgæsternes evne til empati og solidaritet, bogstaveligt talt mistet sine rødder. Alligevel nægter TJ at give op, da håbet i den ellers så modløse og grå by synes at spire, når man vælger at stå sammen.

Sammen med landsmanden Mike Leigh, har Ken Loach været blandt de vigtigste profiler i socialrealismen over de sidste 50 år. Hvad end fortællingerne har taget sted ved håndvasken i køkkenet i klassikeren "Family Life" (1971), på gaden sammen med "Jeg, Daniel Blake" (2016) eller under den irske uafhængighedskrig i "The Wind That Shakes the Barley" (2006). Trods alderen har Loach aldrig mistet evnen til at banke knytnæven ned i bordet og overføre sin vrede virknings- og meningsfuldt til levende billeder. Hverken med sit skræmmende skarpe indblik i menneskers psyke, rasende udbrud med staten og især kapitalismens mest kyniske former. Som Loachs seneste film, "Sorry We Missed You", hvor forholdene hos såkaldte freelance fragtmænd afdækkes, så det gør ondt i hjertet.

Ken Loach har aldrig været en subtil instruktør. I den forstand, at budskaberne holdes ikke mellem linjerne. Man er aldrig i tvivl. Det er man heller ikke i "The Old Oak". Loach stikker kniven ind, hvor det gør allermest ondt. Og hvem end kritikken rettes mod, rives over på midten og blottes. Ofte i tårevædede slutninger, der efterlader sit publikum snøftende tromlet over på sædet. Loach er dog først og fremmest en umanerlig menneskeklog og intelligent instruktør. Blikket for, hvordan små sammenstød kan have indflydelse på større konflikter.

Blikket kastes især på TJ Ballantyne, der ufrivilligt bliver et menneskeligt omdrejningspunkt. Eminent underspillet af den pensionerede brandmand Dave Turner, som tilføjer en fantastisk indlevende realisme. Sammen med de andre medvirkende, der heller ikke er professionelle skuespillere, men alle skaber en troværdig og vedkommende ramme for fortællingen. Sammen knyttes baggrunden for folks motivationer og hvad udspringer af. De hæftes elegant sammen i persongalleriet, hvor dynamikker i kædereaktioner folder sig hastigt ud med sprængfyldte tematikker, ingen kan eller bør gå i dækning for.

Når foragten mod intolerance og racisme rettes mod dem på bunden, der burde vide hvad det vil sige at have mistet alt, og som alligevel opfører sig uanstændigt, føles kritikken mere rødglødende og aktuel end tidligere. Ikke mindst smertende relaterbart, set i lyset af, hvordan flygtninge behandles i Danmark. Men også i nuancerne bag mennesker, uden at der skabes skurke og helte undervejs. Alligevel afrundes "The Old Oak" utraditionelt.

Måske er snart 90-årige Ken Loach blevet sentimental på sine gamle dage. Ønsket om fællesskab og hjælpende hænder, mennesker imellem trods forskellige ophav og kulturer, brænder håbefuldt trods mørke tider og omstændigheder. For fællesskabet er kun tabt, hvis vi ikke længere kæmper for det.

"The Old Oak" er som altid en relevant og tiltrængt løftet pegefinger fra mesterlige Ken Loach, der atter igen trænger én op i hjørnet. Selvom den måske ikke er blandt den britiske socialrealists allerbedste værker på et imponerende CV, kan der ikke være ét sekunds tvivl om, at TJ Ballantynes kamp for fællesskabet er blandt årets absolut vigtigste film.

"The Old Oak" har dansk biografpremiere 7. december. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.