Anmeldelse: Suffragette (Blu-ray)

Når man i dagens Danmark snakker kønskvoter, er det ikke en dårlig idé at kigge på fortiden. Det er immervæk stadig kun ca. 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret i de fleste lande i Europa, og den kamp har ikke været nem. Ethvert land har hver deres interessante historie om, hvorledes kvindekampen langsomt blev vendt til sejr, men i "Suffragette" tages der udgangspunkt i den britiske kvindekamp. Dette er vel også en af de nemmere historier at filmatisere, da England havde flere markante skikkelser samt episoder, der i sig selv virker filmiske.

24-årige Maud (Carey Mulligan) er blevet født til jobbet som vaskekone. I London år 1912 havde kvinder nemlig ikke den store mulighed for selv at vælge deres liv. De rettede ind og gjorde, som mændene befalede. Maud har ikke de store problemer med dette. Hun har en mand og et barn at tage sig af. Det er først, når hun tilfældigvis opdager, at en kollega er en del af kvindekampen, at hun begynder at se mulighederne for et andet liv. Lederen af deres organisation, Emmeline Pankhurst (Meryl Streep), er gået under jorden samtidig med, at hun har opfordret til vold og hærværk. Mændene har nemlig i årtier ikke lyttet til kvinderne, så nu bliver de nødt til at tage det næste skridt. Langsomt bliver Maud viklet ind i en historie, der i den grad ændrer hendes liv for evigt – hun bliver selv en såkaldt suffragette.

Der hersker ingen tvivl om, at "Suffragette" lyder som en tør historie på papiret. Kvindekampen i England er nemlig ikke en kort, varm og lykkelig fortælling – mange måtte dø for at nå målet. Dog holder filmen fast i Mauds personlige historie, og på den måde følger forløbet en nøje tilrettelagt dramaturgisk kurve, der undgår ethvert kedeligt sekund. Maud er en fiktiv figur placeret mellem alle de autentiske, men monstro ikke der fandtes en hel del kvinder med den samme historie? Maud er i hvert fald bevidst behandlet meget overfladisk, så man som publikum lettere kan identificere sig med hende, og de store armbevægelser skal man lede længe efter. Netop derfor passer Carey Mulligan også perfekt i rollen. Hun er rigtig god til at give en overfladisk karakter mere dybde, og Maud er ingen undtagelse.

Portrættet af Maud suppleres sideløbende med den overordnede historie om ligestilling. Dette er skrevet ind i fortællingen med subtile detaljer, der på ingen måde ødelægger plottets tempo. Mændene står alle som skurke i denne fortolkning, men den altid fremragende Brendan Gleeson, der spiller den lovlydige politikommissær Arthur Steed, skaber alligevel en tvetydighed i sin rolle. Selvom han følger loven til punkt og prikke, mærker man alligevel en form for sympati i karakteren.

Detaljer som disse gør en ellers forudsigelig sort/hvid-historie en anelse mere interessant, og de gemmer sig heldigvis rundt omkring. Det meste af filmen sidder man og ryster lidt på hovedet over, hvor umenneskelige menneskets hankøn var engang. Lige fra arbejdsgiveren, der voldtager sine ansatte, til regeringen, der kigger den anden vej. "Suffragette" vil derfor altid være en relevant fortælling om en forsvunden og glemt tid, som vi i den grad stadig bør huske på. Både mænd og kvinder. Ellers giver diskussionen om kønskvoter ikke den store mening.

Billede & Lyd

Billedet indeholder et konsekvent let grynet lag, der bidrager fint til stemningen i periodefilm som disse. London i år 1912 var ikke en farverig oplevelse, men selvom man måske ikke bliver overvældet af farverne, sidder de grå og sorte nuancer, præcis som de skal. Generelt er billedet meget gråt og til tider gult, og det giver en dejlig deprimerende illusion af at være til stede midt i Englands kvindekamp. Lyden er lige så ganske nedtonet, da det meste af filmen er dialog. Musikken er ofte meget rolig og ligger med lav volumen i baggrunden sammen med lydeffekterne, så der er mest mulig plads til stemmerne. Dette fungerer efter hensigten, da hvert et ord bliver hørt, imens det bliver svøbt ind i toner og baggrundslarm.

Ekstramateriale

Udover et par trailers er der intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Suffragette (Blu-ray)