Jeg er overrasket over hvor mange roser den høster og nu fem stjerner fra Nicki! Det er lige før jeg overvejer at slæbe min søn med ind og se den, så har jeg en undskyld for at sidde blandt forældre og børn og ikke alene. En af de ting der tiltaler mig ved den er referencerne til den oprindelige tegnefilm fra way back in the day. Jeg havde alle 10 VHS’er med dem da jeg var en youngster men de er rimelig slidt nu. Go Ninja go Ninja go!
Anmeldelse: Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem
Forlorne ninjaskildpadder er en saga blot i cowabunga'sk kaosudladning.
Hvordan pizzagnaskende mutant-ninja-skildpadder nogensinde er blevet et gigantisk popkulturelt fænomen og senere et franchise-imperium burde være en kulturkritisk analyse værdig. For det grænser til det naturstridige. Ikke desto mindre har fire naturligt grønne teenagere gjort det mere end til ‘godkendt’. Først som sort-hvid tegneserie tilbage i 1984, senere legetøj og blandt andet TV-serier og film. Når nu syvende film siden 1990 rammer biograferne kan det være med en vis skepsis for det danske publikum. Ikke fordi Vanilla Ice står bag en ny temasang. Men måske fordi det er reboot på reboot. Denne gang med tydelige inspiration fra "Spider-Verse"-animationsfilmene, mens duoen Seth Rogen og Evan Goldberg står bag. Netop det er blandt årsagerne til, at "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" er nunchaku-tastisk.
Kender man til TMNT-universet, der er en skøn forening af martial arts- og superhelteparodi, behøves der egentlig ikke videre introduktion til "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem". De fire muterede skildpadder Michelangelo (Nikolaj Morild Marchmann), Raphael (Sigurd Philip Dalgas), Donatello (Adam Eiberg Kastaniegaard) og den selvudråbte gruppeleder og duks Leonardo (Sylvester Neye) bor i New Yorks Citys kloakker sammen med deres adoptivfar, mutantrotten Splinter (Lars Ranthe). Padderne savner at være unge med de unge, og sniger sig fra tid til anden op på gadeplan for at bekæmpe kriminalitet og hente pizzaer. Efter en række sære tyverier går det op for de fire brødre og deres nye menneskeveninde, journalistaspiranten April O’Neil (Stran Ezgi Benli), at de ikke er byens eneste mutanter. Superfly (Rasmus Hammerich) har dog langt fra så ædle hensigter som de fire skildpadder.
Herfra går det slag i slag med kække oneliners og fornøjelige referencer til højre og venstre i hæsblæsende baglæns flyvende cirkelspark-tempo. Med plads til masser af kærlighed til tegneseriens ophav i den bevidst sketchy og småsjuskede tegnestil og ikke mindst en coolness, der ikke tager noget som helst seriøst. Heller ikke sig selv. Selvfølgeligt ses der ikke bort fra en klassisk superhelte-coming-of-age-oprindelseshistorie. I "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" er det med et shuriken-skarpt glimt i øjet, der afvæbner i et charmerende opkog af løssluppen selvironi og fjollerier. Med et så gennemført helte- og skurkegalleri, at dengserne fra Justice League må være grønne af misundelse.
"Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" udsendes primært med danske stemmer. Det vil sige uden Ice Cube som Superfly, Jackie Chan som Splinter, samt henholdsvis John Cena og Seth Rogen som Rocksteady og Bebop. Autoreaktionen må for de fleste være, at det kun kan blegne til sammenligningen. Men nej. Dubbing-instruktør Sonny Lahey har nemlig overgået sig selv. Den danske udgave løftes af de fornøjelige, friske stemmer. Ved at lade stemmeskuespillerne medvirke til at tilpasse dialogen, lykkedes det ikke kun at skabe tidssvarende troværdighed, men også et dialog-flow som føles improviseret og intuitivt. Alle gør det eminent, men særligt Rasmus Hammerich som Superfly er bomben som guldkæde-muskelflue med storhedsvanvid.
Al dette underbygges til tonerne af det obligatoriske hip-hop-guldalder soundtrack. Trent Reznor og Atticus Ross igen brillerer med ørehængende synth-underlægningsmusik, der passer som ekstra ost på pizza til de mange underholdende actionsekvenser. En drunken master-actionsekvens med Splinter er en fantastisk hyldest til Chan. Og der er adskillige andre henvisninger, som både kendere og nye fans kan læske sig i. Selvom slutproduktet "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" er omgærdet af en legende opstemt stemning, virker intet som overladt til tilfældighederne. Synergien mellem instruktør Jeff Rowe og især aftrykket fra Seth Rogen og Evan Goldberg mærkes. Manuskriptforfatterne bag film som "Superbad" og "This Is the End" har drysset med den ekstra crust, som udgør den uden sammenligning hidtil mest kreative, sjove og opløftende TMNT-filmatisering. Cowabunga!
"Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" kandiderer til én af årets største biografoverraskelser. Fornøjeligt underholdende, morsom og på alle måder æstetisk lækker. "Spider-Verse"-filmene og nu TMNT har bevist, at superheltefilm omsat til animation kan noget helt særligt, som live-action-filmene ikke kan. Forhåbentlig giver det de superhelte-masseproducerende Hollywood-studier noget at tænke over.
Se "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" i biografen fra 3. august. Heriblandt i Dolby Atmos i FORMAT Bio.
