Trailer: Første muntre trailer til "Dumb Money" – filmen om GameStop-aktieboomet i 2021
Internetkrigerne går i clinch med Wall Street i det stjernespækkede og autentiske komediedrama.
Tilbage i 2021 oplevede vi en af børshistoriens vildeste fortællinger, da en gruppe amatørspekulanter tog kampen op mod flere af USA's største kapitalister.
På det tidspunkt var spilbutikken GameStop på randen af konkurs, og en såkaldt hedgefond med flere velhavende medlemmer spekulerede i at få aktien til at falde yderligere og således tjene en masse penge på GameStops vordende kollaps. Men en gruppe relativt uprøvede investorer gik til modangreb og masseopkøbte GameStop-aktier i en sådan grad, at selskabets værdi steg ekspotentielt – og Wall Street gik i panik.
Historien er således "David mod Goliat om igen", som vi netop fastslog over for DR for to år siden, da det kom frem, at episoden snart ville blive omdrejningspunktet i en storstilet Hollywood-film: "Dumb Money". Og nu har vi fået den første trailer til filmen, som kan ses herunder.
"Dumb Money" er baseret på bogen "The Antisocial Network", som er skrevet af Ben Mezrich. Mezrich skrev også bogen, der lå til grund for David Finchers "The Social Network".
Bag kameraet finder vi instruktøren Craig Gillespie ("Cruella", "I,Tonya"), og rollelisten er spækket med store navne som Seth Rogen, Paul Dano, Vincent D'Onofrio, Anthony Ramos, Sahilene Woodley, Clancy Brown, Sebastian Stan, Nick Offerman, America Ferrera, Pete Davidson og Dane DeHaan.
Du kan bruge dine egne dumme penge på en "Dumb Money"-biografbillet den 19. oktober. Traileren kan ses her: