Ja, fire styks ud af seks er vist meget rammende. Fandt både Force Majeure og The Square mere skarpe, og ikke mindst underholdende, i deres eksekvering.
Triangle of Sadness sidste akt er for mig også filmens mindst interessante og det trækker unægteligt lidt ned i det samlede indtryk.
Anmeldelse: Triangle of Sadness
Guldpalme-vindende samfundssatire stikker ikke dybt nok ind der, hvor det rigtigt skal gøre ondt.
Svenske Ruben Östlund fik sensationelt sin anden Guldpalme for Bedste film tidligere på året med "Triangle of Sadness". Ikke alene er det en iøjnefaldende bedrift at nå æren, inden man er blevet 50 år. Det er endda to film i træk, efter at "The Square" fortjent løb med prisen i 2017. Östlund er én af sin generations mest forfriskende pust på den globale filmscene. Med sin typiske konfrontatoriske filmstil og provokerende persona, holder der ikke tilbage med ærligt at ytre sig om, ja, alt, der falder den 48-årige filmskaber for brystet. Især originalitet har Östlund klandret andre filmskabere for at mangle. Derfor synes det en smule påfaldende, at "Triangle of Sadness" kører i samme ring, som Östlund har været rundt i tidligere.
Med sit velkendte nådesløse satiriske blik, trækker Östlund os nu ind i overfladens verden. Modellerne Carl og Yaya og en række milliardærer holder ferie på en luksusyacht. En storm ramler ind i båden, som synker, og strander de overlevende gæster og skibsfolk på en øde ø. I kampen om overlevelse vendes magthierarkiet på hovedet. For guld er intet værd, når man ikke kan købe sig til vand og brød.
Som få filmskabere, kan Ruben Östlund prikke til de mest ømme punkter i vores selvbevidsthed. Ofte komplekst, humoristisk og alligevel bidsk. "Force Majeure" satte kønsroller og instinkter overfor undertrykt maskulinitet og familielivets konstruktioner under en skæppe. "The Square" tog fat på overklassens hykleri og kunstens skinhellige virkelighedsbilleder. "Triangle of Sadness" gør det samme, og topper med parodi over modebranchens umenneskeliggørende overflade og latterliggørelse af de superrige. Måske fordi Östlund trasker rundt i samme ikke særligt selvfornyende temaer, kommer skuden ikke på i havn som satirikerens forgående film.
Handlingen er opdelt i tre kapitler med indbyggede "Barry Lyndon"-intermezzoer, underbygget med klassisk musik, for at spille på alle højstemte og teatralske tangenter. Første, og absolut bedste kapitel, behandler besættelsen af udseende, selvværd og kønsroller, delvist bygget på Östlunds egne erfaringer og research. Andet er på yachten, der i bedste "Moby Dick"-stil er en metafor over klassekampens synergier, mens fordrukne diskussioner mellem en russisk superkapitalist og en amerikansk marxist, underholdende portrætteret af henholdsvis Zlatko Buric og Woody Harrelson, bliver symbolet på tom ideologisk snak og manglende handling bag ordene. Sidste del, det sociale "Fluernes herre"-eksperiment på den øde ø, roterer om sociale konstruktioner og magtstrukturer. Ambitiøst, og rodet, sammensat. Og i en tid, hvor absurd rigdom til de få står i kontrast til katastrofer, krig og kriser verdenen over, rammer "Triangle of Sadness" et blødt punkt, hvor fakler og høtyve skriger til himlen efter revolutioner. For der er jo ikke noget så tilfredsstillende som at være skadefro og gnide sig gnækkende i hænderne over, at se de rige kløjs og brække sig i lårtykke guld-stråler af grådighed, mens skibet synker til bunds under overlæsset luksus. Eller hvad?
Ork jo. Komikken er mægtig. Dog primært i første kapitel, som er ganske forrygende. De implicitte og eksplicitte lag er ikke til at tage fejl af, når de gokker én oppe i nøden med symbolhammeren. Det kan de fleste nok være med på. Men det er også mere af det samme, når luften siver ud af ballonen fra 2. kapitel. Mere af temmeligt genkendelige temaer fra Ruben Östlunds hånd. Og set bedre bundet sammen i plottrådene, i udsigelsen og i mødet med Östlunds ellers hensynsløse provokationer. Dem, hvor man føler sig udstillet og selv ramt af erkendelsen af eget hykleri. Men hér peger fingeren ikke indad, men væk fra én selv. På de andre. De rige og de smukke. Satiren har slet ikke samme dobbelte gennemslagskraft, som når alle i en 360 graders vending rammes på omgang. Den samme følelse af lussingen, som bliver siddende på vej ud af biografsalen, når man eftertænksomt tager sig til kinden. For Östlund kommer ikke ind i bokseringen til alle omgange. Fremdriften mellem kapitlerne er kluntet hæklet sammen, og sidste akt føles sært ugennemarbejdet. Persongalleriet er dertil slet ikke stærkt nok, trods fine præstationer fra Vicky Berlin og Harris Dickinson. Dialogerne er underligt mangelfulde og man investeres ikke i det bizart fjollede univers. Mere navlepillende og prætentiøst end intelligent og refleksiv, "Triangle of Sadness" når ikke op på den svenske mesterinstruktørs forventede høje niveau. Vi forbliver for meget i overfladen. Kniven stikkes simpelthen ikke dybt nok ind dér, hvor det rigtigt skal gøre ondt.
Som "Parasite", er "Triangle of Sadness" kapitalismekritik for masserne. Ruben Östlunds er så on the nose i sin satire, at ingen kan være i tvivl om hvem skytsne er rette imod. Gråspurvene skydes med kanoner i knapt to og en halv timers salver mod superrige og modebranchen i indimellem interessante sekvenser, selvom der i de sidste to timer er langt mellem snapsene. Langt fra noget fordrukkent sludder, men slet ikke som Östlunds første Guldpalme-vinder, "The Square", der ikke på samme måde var gammel vin på nye flasker.