Anmeldelse: Underverden II

Smæk for skillingen og en stærk Dar Salim udgør rammen om vellykket fortsættelse til Fenar Ahmads skelsættende actionthriller.

Højintense action-thrillers er ikke hverdagskost i dansk film. Fenar Ahmads sensationelle "Underverden" fra 2017 beviste, at potent filmsprog også kan tales herhjemme. Hvis bare man tør. Det turde Ahmad, som satte nye standarder på den danske filmscene og fulgte op på den råhed, som Omar Shargawi indledte med den eksplosive og kriminelt overseete "Gå med fred, Jamil" fra 2008. En opfølger lå måske ikke i kortene. Alligevel føles "Underverden II" som en helt selvfølgelig fortsættelse. 

Det er nu syv år siden, at Zaid (Dar Salim) gik i blodrus og hævnede sin afdøde lillebror. Identiteten som respekteret hjertekirurg og drømmen om at blive familiefar er langt væk fra den virkelighed, han nu begår sig i som indsat i et fængsel. Da en PET-agent (Birgitte Hjort Sørensen) opsøger Zaid og tilbyder en aftale om at blive løsladt, mod at han infiltrerer den københavnske underverden, ser han chancen til at genvinde sit gamle liv. 

Siden Dar Salim og Fenar Ahmad væltede Københavns underverden sidst er der sket meget. Salim er blevet én af de mest populære og ikke mindst vellidte skuespillere i Danmark, samt sat et gear ekstra på sin internationale karriere. Heriblandt et muligt stort internationalt gennembrud i Guy Richies kommende "The Covenant". "Underverden II" har derfor heller ikke samme sprængfarlige element of surprise som forgængeren, der overraskede sit publikum med at jokke sømmet helt i bund.

Forventningerne er høje, når Fenar Ahmad og Dar Salim igen slår knoerne sammen. Neon-atmosfærisk henlægges København og Vestegnen i lange skygger og bastung synth, selv i de få skår af håb. Syv års fængsel og splintrede drømme er ikke klinket. Zaid er bevidst om, at det nok heller aldrig kommer til at ske. Drømmen om at bryde med den sociale arv og blive den perfekte mønsterborger i det dobbelthedens Danmark, der ekskluderer og inkluderer. Integrerer og fremmedgør. Skaden er dog for længst knust i småstykker. Da den forhenværende kirurg møder unge kriminelle og skal forholde sig til at være far for en søn, han ikke kender, står han forover nye erkendelser i spejlingen af sig selv og egen baggrund, når de unge knægte lokkes til en løbebane med alt for hurtige penge. Temaet om at tage ved lære af fortiden og guide unge til at skabe en bedre fremtid er sympatisk, uden at det være didaktisk påtaget.

"Underverden II" er født ud af "Ækte Vare" og "Underverden". Fenar Ahmad er modnet som filmskaber og har rejst sig ovenpå "Valhalla". Dar Salim er blevet en endnu bedre skuespiller. Og det mærkes. Intensiteten er intakt og der er smæk for skillingen. Banden som Zaid infiltrerer er styret med særdeles hård hånd. Et tveægget sværd, slebet af den intelligente og kontante Muhdir, der udsteder ordrer til sin skræmmende brutale håndlanger, Jimmy, som ingen skrupler har med at svinge det og få blod på hænderne. De er begge fantastisk overbevisende portrætteret af henholdsvis Soheil Bavi og Abud Mustafa. Dog uden de er lige så direkte uhyggelige som hovedskurken fra første film, Semion, der blev spillet af Ali Sivandi.

Fortællingen er stram og lineær. Ikke altid for det bedre. Zaid kommer for nemt og for hurtigt ind i inderkredsen af Muhdirs bande, mens Birgitte Hjort Sørensen har det med at dukke op på de mest fjollede tidspunkter. Jeg er med på, at inspirationen fra Hong Kong-thrillers som "Infernal Affairs" også spiller ind på stilen. Det sker dog på bekostning af den autencitet, som filmen ellers svælger i. Uden at kende meget til PET’s og det danske bandemiljøs metoder, havde Zaid som berygtet drabsmand efter kun syv års fængsel nok haft større udfordringer med at komme så tæt på én af de største narkobaroner i den københavnske underverden end et par uger. Accepteres dén præmis, står "Underverden II" dog knivskarpt som enormt vellykket og underholdende thriller med hjerte. Bravo igen, Fenar Ahmad.

Underverden II

Kommentarer

Underverden II

  • ★★★★★0

    Jeg så traileren til den og den virkede bare så generisk, benævnelsen af Infernal Affairs, bekræfter så også mine anelser.

    Og ja hele setuppet, med kun en kender til sandheden, det fortæller mig næsten også allerede, hvad retningen vil tage, så hvis jeg får den set, blir det i hjemmebio en gang.

    Elwood12-04-23 23:21

  • ★★★★★★2

    Jeg glæder mig allerede til et gensyn med den første, inden jeg skal se denne.

    Generisk er ikke nødvendigvis bare dårligt. 

    Wayne13-04-23 08:36

  • 0

    Glæder mig til at se filmen.

    MovieMaster17-04-23 22:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen