Anmeldelse: The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window - Sæson 1 (Netflix)
Spoof-serien "The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window" er lige så trættende, usjov og langtrukken som dens såkaldte spøgefulde titel.
Kristen Bell agerer flagskib for Netflix’ seneste sortkomiske spændingsserie, der i allerhøjeste grad ønsker at spidde den relativt begrænsede filmgenre kendt som domestic thriller. Vi snakker "Kvinden i toget" og "Kvinden der forsvandt" – vi snakker sågar også Netflix’ egen "Kvinden i vinduet", der muligvis var streamingtjenestens dårligste film fra 2021, i hvert fald med så store stjerner. Det makværk af en mordfortælling fortjener spandevis af satiriske kindkys, men de må desværre sidde over i denne omgang. "The Woman…" er nemlig selv så sindsforvirret, at den hverken formår at være parodisk, spændende eller sjov.
Hjerteknuste Anna lever en farveløs eksistens efter datterens død. Som var hun agorafobisk bundet til sit hus, sidder hun pillepoppende dag ud og dag ind med et gigantisk glas af en god drue, imens hun voyeuristisk betragter nabolaget. En dag flytter en saftig herre med sin søde datter ind over for hende, og lidt efter lidt begynder Anna at finde glæde i at besøge dem. Det er, indtil hun måske/måske ikke er vidne til et mord på den anden side af vejen. Var det virkeligt, eller var det noget (suk!), hun blot forestillede sig?
Der er kun et enkelt spørgsmål tilbage efter seriens otte afsnit: Hvorfor? Spørgsmålet har skam ingen relevans for mordmysteriet – ej heller for karakterernes ageren i serien. Hvorfor eksisterer serien? Hvorfor laves der et satirisk værk på en niche-genre så sparsom som denne? På små otte år har der været en sølle håndfuld af denne slags film, og på manusniveau betyder dette, at der er ufatteligt få genretroper at gøre grin med. Serien laver allerede en satirisk shishkebab på den pilleslugende, rødvinsslubrende, ombrofobiske (ja, frygten for regn) og mentalt ustabile enlige kvinde i første afsnit. Det var ikke sjovt første gang, at Kristen Bell hældte rødvin op til randen, og det var ikke sjovt tyvende gang – måske for soccer moms, der slynger lidt for meget vin om eftermiddagen og kan relatere med et "det er så meget mig, det dér!".
De satiriske elementer besidder kun potens nok til en kort SNL-sketch, så hvad sker der, når producenterne Will Ferrell og Kristen Bell trækker den såkaldte humor ud over mere end 3 timer? Elastikken sprænger, og pludselig ser serien sig selv fanget i mordmysteriet, fanget i det formulariske plot og, ikke mindst, fanget i de selvsamme troper, som den satte ud for at gøre grin med. Det er en dødssynd, intet mindre. Serien er i den overbevisning, at selvbevidsthed omkring troperne fritager den fra kritikken, som de uironiske indslag i genren modtager.
Serien er nemlig et klassisk eksempel på kreativ arrogance. Fordi der sidder en håndfuld habile Hollywood-chefer derude skarpe nok til at kunne se en skabelon og dernæst prikke til den, så er det øjensynligt en invitation til at parodiere genren i 196 fornærmende usjove minutter. Helt nøgternt er det jo fint at ironisere genrer – hvis blot du har noget at sige, eller hvis humoren er på plads. I og med "The Woman..." sporadisk kommenterer 'komisk' på konventionerne, men også er pinagtigt dedikeret til dem, ender den med at være en af de mest intetsigende Netflix-serier længe.
Selvom Joe Wrights "Kvinden i vinduet" havde sine produktionsproblemer og insisterende selvhøjtidelighed – og selvom Amy Adams var så langt væk fra den Oscar, hun øjnede gennem hele filmen – så var der i det mindste en snert af kreativ oprigtighed. Kristen Bells "The Woman..." er en kunstnerisk falliterklæring – en plagierende danskstil, der er forsøgt personliggjort ved naivt at tro, at bare fordi den ved, den er plagierende, så er det i orden.
Anmeldelsen er baseret på otte ud af otte afsnit.