Hvor er Avatar Way Of Water på listen? Det er nok årets flop, kæft en gang skrald... en gentagelse af den første film, efter 20 min overvejede jeg og gå fra biografen... filmen var flot, havde god lyd, men kæft et ringe manuskript.....,,,
Moovy Exclusive: Årets skuffelser: 2022
Moovy har sundet sig oven på 2022, og alligevel er vi ikke kommet os over sidste års skuffelser.
Nicki Jensen: "Ringenes herre: Magtringene"
Kender du det, når man virkelig, virkelig, VIRKELIG ønsker det allerbedste af én bestemt serie eller film? Den serie, man prøver at bilde sig selv ind, ikke var det argeste lort alligevel. At det var selvbedrag. Noget i vandet. At jordstråler påvirkede humøret på dagen. Første sæson af Prime Videos gigantiske "Ringenes herre"-seriesatsning, "Ringenes herre: Magtringene", bekræfter imidlertid, at visse erkendelser viser sig alt for sent. Når Amazon spiller med musklerne med et samlet budget på fem milliarder kroner for 1. sæson alene, er der naturligvis udsigt til et dybt imponerende teknisk spektakel. Selvom en tredjedel alene gik til rettigheder, bør der være mønt nok til at stykke kvalitets-fantasy sammen af J. R. R. Tolkiens enorme bagkatalog, som tæller meget andet og mere end "Hobbitten" og "Ringenes herre".
Men nej. Selvom universet er usædvanligt flot på overfladen, falder serien pladask sammen. I direkte pinligt melodrama, forvirrende narrativ og fjollede omskrivninger af Tolkiens oprindelige mytologi. Oveni er få personer i det ellers temmelig omfattende persongalleri værd at tage på eventyr med. Næste gang burde man overveje mere rutinerede folk til at lede verdens dyreste serieproduktion. Nej, jeg er ikke selv kæmpefan af Peter Jacksons film, der efter min mening ikke rammer ånden fra bøgerne. Men modsat Jacksons tre vellykkede fortolkninger som eventyrlige underholdningsfilm skuffer "Ringenes herre: Magtringene" med sit ubegribeligt lave ambitionsniveau som fortælling, mens en serie aldrig har set flottere ud. Måske lige bortset fra konkurrenten "Game of Thrones: House of the Dragon", som er niveauer bedre. Øv!
Johan Albrechtsen: "The Unbearable Weight of Massive Talent"
Det eneste, der er ubærligt i filmen med årets mest unødvendigt kringlede titel, er dens forspildte potentiale. På papiret lød projektet som det ultimative meta-actionbrag med selveste Nicolas Cage i rollen som... Nicolas Cage. I filmen bliver Cage hyret af den gådefulde milliardær Javi (Pedro Pascal) til at deltage i sidstnævntes fødselsdagsfest på en afsides ferieø, og Cage og Pascal har faktisk en skøn kemi, der gør deres scener sammen reelt sjove. Endnu bedre er de sekvenser, hvor nutidens Cage mundhugges med (og tilmed snaves i gulvet af) sit yngre jeg.
Men den slags kreative øjeblikke er "The Unbearable Weight of Massive Talent" desværre ludfattig på. I stedet spilder filmen forunderligt meget tid på et skrækkeligt sentimentalt familiedrama om Cage og hans ekskone og datter (som i øvrigt slet ikke eksisterer i virkeligheden), før Cage ret tidligt ender som en overflødig biperson i sin egen film, mens Javi og hans gangsterfætter bekriger hinanden i det, der ender med at fremstå som en skrabet spin-off til "The Expendables" med filmhistoriens måske kedeligste skuddueller og biljagter. Intet under, at filmen floppede fælt ved billetlugerne og for længst er blevet glemt i diskursen om årets filmoplevelser og Cages karriere – instruktøren Tom Gormican havde trods alt kun den udskældte romcom "That Awkward Moment" på CV'et forinden 2022's største skuffelse.
Mikkel Abel: "Halloween Ends"
"Halloween" gav os en værdig, opdateret udgave af af John Carpenters klassiker. Og efterfølgeren, "Halloween Kills", fremstod dum som en dør, når det gjaldt handling og karakterer, men bød til gengæld på grotesk og opfindsom vold i en herlig splatterfest. Kunne David Gordon Green og Danny McBride så styre trilogien i havn og give Michael Myers en værdig afsked for denne gang? Svaret er et stort, fedt rungende nej!
Tredje og foreløbigt sidste kapitel insisterer på at være tåbelig i alle henseender, og i forsøget på både at være cool, uforudsigelig og tage franchisen nye veje ender mordertogtet ufrivilligt tåkrummende.
Joachim Jelle: "The Batman"
Tsunamien af halvsløje superheltefilm er i løbet af de sidste år skyllet så mærkbart ind over os, at film som "Joker" og nu "The Batman" forsøger at iscenesætte deres manglende eksistensberettigelse i form af et forceret filmhistoriske ophav. "Joker" er "The King of Comedy" møder "Taxi Driver". "The Batman" er "Se7en" møder "Zodiac". Filmkunst by association! Beklager. Tsunamien har efterladt intellectual property på stranden frit tilgængeligt til plyndring. Ja, der er en ny Batman, musikken er fænomenal og fotograferingen fed, men filmen føles stadig som genbrug.
For mig er den ikke mere rå og realistisk, som nogle af filmens proselytter proklamerer – det kommer den aldrig rigtig til, når den bevæger sig i alt-afhænger-af-billetsalg, PG-13-superhelteland. Hvis du virkelig ønskede at skabe en rå, realistisk detektiv-thriller, så drop kappen og baderingen og svøm mod strømmen med en (gisp) original historie – ellers drukner vi passivt i filmisk deja-vu. Men jeg glæder mig til "The Penguin" – jeg har hørt, det bliver "The Sopranos" møder "The Wire".
Kristian Enevoldsen: "Jurassic World: Dominion"
Den største skuffelse i 2022 var en tilbagevending til Jurassic World-universet. Den første "Jurassic World" var udmærket underholdning, og jeg var nok én af de få, der blev fornøjet af "Jurassic World: Fallen Kingdom". Så jeg så virkelig frem til, at det hele skulle afsluttes, og endda med de tre oprindelige helte fra allerførste film fra 1993. Bevares, det var sjovt at se dem. Filmen skuffede dog på alle andre parametre. Dinoerne var i baggrunden og selve plottet indebar noget med ødelæggelse af Jordens økosystem. Hvorfor ikke bare mennesket mod dræber-dinoen? Det er det, vi gerne vil se!
Thomas Fenger: "Lightyear"
En film om Buzz Lightyears oprindelse lød umiddelbart forjættende, men Pixar-filmen virkede fortænkt og skuffede ved ikke at have den charme, finurlighed og varme, man normalt forbinder med animationskongernes værker. Ikke engang en mindeværdig skurk kunne det blive til. "Mod det uendelige univers" gjalder Buzz i "Toy Story"-filmene, mens det i "Lightyear" blot bliver til en sagte hvisken, hvilket siger det hele. En parentes i Pixar-kataloget.