Anmeldelse: Jurassic World: Dominion

Sjette kødfattige kapitel i udpint dino-franchise er et dødfødt eksperiment.

Evolution som betegnelse er synonymt med udvikling, innovation og det fremsynede. Naturligt eller teknologisk, videnskabeligt eller i kulturfænomener. I Hollywood er evolution gangbar som økonomisk betegnelse. Rullet i tjære og lånte fjer med paroler om kreativitet og underholdning for underholdningens skyld. Nytænkning er en variabel skabelon, baseret på reproduktion af genkendelses glæde hos det billetbetalende publikum. Milliardindustriens DNA-strenge er nøje designet ud fra de forudsætninger. Kan dét brand udvikle sig til en franchise, er lykken gjort. Sjette del af "Jurassic Park"-franchisen, og sidste del af "Jurassic World"-trilogien, løber imidlertid så meget i ring, at grænsen til det ufrivilligt komiske overskrides adskillige gange. Fordi "Jurassic World: Dominion" er et ikke-selvironisk paradoks, der tydeliggør, hvor ubegribeligt lidt dele af Hollywoods blockbuster-industri har udviklet sig.

        

Tiderne har ændret sig siden "Jurassic World: Fallen Kingdom". Dinosaurerne lever nu frit blandt andre dyr og mennesker, nogle mere fredelige end andre. Heldigvis har det genteknologiske selskab Biosyn skabt et reservat, i en dal i Italien af alle steder, for de mest farlige superrovdyr. Vores allesammens yndlings-dino, den intelligente velociraptor Blue, har lært at formere sig og fået sig en unge. De to kræ skjuler sig i en skov, samtidig med at Owen Grady (Chris Pratt) og Claire Dearing (Bryce Dallas Howard) bor op til, hvor de skjuler deres plejebarn, Maisie (Isabella Sermon). Ligesom Blues afkom er den unge pige nemlig speciel, og inden længe opstår der naturligvis problemer. For et andet sted i verden er der problemer med kæmpegræshopper, der på mærkværdig vis har kridttids-DNA. Heldigvis lykkes det at opspore to eksperter fra Jurassic Park-dagene, Ellie Sattler (Laura Dern) og Alan Grant (Sam Neill), mens det viser sig, at også Ian Malcom (Jeff Goldblum) er erhvervet af Biosyn.

At heltene fra "Jurassic Park" og "Jurassic World" absolut skal møde hinanden, burde være et vink med en vognstang om, at der ikke er mere saft i den citron. Alligevel går der Marvel i den, når persongalleriet udvides yderligere, selvom "Jurassic World: Dominium" bør være det definitive franchise-punktum. Forvirringen er derfor komplet, når den nu sjette film lukker og slukker med en slags åben slutning, som i forvejen påvirker den mildest talt rodede fortælling, der samler genmanipulerede dinoer, gigantiske mutantgræshopper, alskens hovedrystende klichéer og referencer for referencernes skyld i ét kolossalt mislykket eksperiment.   

"Jurassic Park"-franchisen har altid været en løftet pegefinger om, at mennesket ikke må lege forfængelige guder i videnskabens navn. Selvom grundtemaet er gentaget siden Mesopotamiens sagn og græske myter de sidste 4-5000 år, er det stadig aktuelt at fortolke på, åbenbart. Tilsæt dertil dino-computeranimationer, der gang på gang har dikteret nye branchestandarder siden første film fra 1993. Gensplejsningen af hovedelementer dengang blev reduceret til cirkus-underholdning i Steven Spielbergs filmatisering af Michael Crichtons sci-fi-dystopiske roman, hvor CGI-dinosaurere cat walk'ede den mindste eftertænksomhed væk i højtbrølende wow-effekter og run and chase-action. I "Jurassic Park: Dominion" skal dinoer og mennesker, trods katastroferne fra de fem film op til, altså nu leve side om side i så pastelfarvet harmoni, at Jehovas Vidners kulørte medlemsblad Vagttårnet til sammenligning ligner en billedkollage fra det krigshærgede Ukraine. Når idéen til sjette og – ved Gud i Himlen og Satan i Helvedet – forhåbentlig sidste kapitel i franchisen burde være makuleret, er det, fordi Colin Trevorrows dinodrøn ikke alene fejler som popcorn flick. Instruktørens andet retur til universet er så usammenhængende og drønkedelig, at de 146 minutter hverken underholder eller stikker til et minimum af lommefilosofiske aspekter. 

Indledningsvis fremstår Trevorrows film ellers overraskende ambitiøs. Og måske findes noget interessant og anderledes mellem linjerne, læses manuskriptet helt i dybden, på hovedet eller spejlvendt, mens man jages af flyveøgler ned ad en bjergside i klipklapper. Omsat til levende billeder sker der for meget, og alligevel alt for lidt. Plottrådene, og dem er der mange af, hægtes sammen i en perlerække af komplet usammenhængende optrin, men som altid reddes på nanosekundet, når persongalleriet kommer hinanden til undsætning ud af det blå. De mekanismer kan i overvejende grad tilgives, hvis underholdningen overdøvede dumhederne. Det sker aldrig. Fordi intet giver mening. Selv hvis halvdelen af vores helte blev gnasket til benmel af glubske firben, ville der stadig være for mange løse tråde. Som er for ligegyldigt og for dårligt skrevet til at være andet end kæbekrampevridende søvndyssende. For slet ikke at tale om de enorme plothuller, der efterlader så gigantusauristiske spor i handlingens skovbund, at selv den ikoniske T-Rex ikke aner, hvad fanden den reelt foretager sig. Altså udover obligatoriske showdowns med andre dumme dinoer, når endnu et plothul forsøges overdøvet. Alene barnlig henrykkelse over vores allesammens kødædere på to ben og ditto små arme burde give et minimum af sug i maven. Ser man bort fra utilsigtet varm luft, forbliver "Jurassic World: Dominion" så kødfattig som årets NorthSide festival. 

Tiden er løbet fra "Jurassic Park"-filmene, som tidligere overlevede på banebrydende effekter. Fødekæden er dog vendt på hovedet, og andre franchises har forlængst overtaget. Når så ikke engang Prometheus-temaet, ét af det mest gennemgående og brugte i menneskehedens historie, leveres overbevisende eller underholdende på nogen måde, står "Jurassic World: Dominion" som et afpillet fortidslevn, som på ingen måde er værd at genoplive.