Moovy Exclusive: Berlinalen 2020 – Dag 1 & 2

Filmfestivalens første dage bød for Moovys udsendte på sydkoreansk action, et gensyn med Johnny Depp og ikke mindst dansk film med bred appel.

Med en tilpas mængde alkohol i blodet til at tage toppen af min kroniske flyskræk ankom jeg til Berlin på en måde som aldrig før. Jeg havde nemlig på forhånd bestilt en chauffør for at undgå taxi-køen i lufthavnen og dermed spare et par kostbare minutter. Der stod han med mit navn på et skilt – præcis som taget ud af en film. Turen gik gnidningsfrit, og tre en halv time efter at have trådt ud af hoveddøren derhjemme stod jeg nu i centrum af regnfulde Berlin med mit pressekort i hånden.

Det var nærmest præcist det samme antal timer og minutter, som dagens første film varede. Den rumænske "Malmkrog" skulle overbevise mig om, at det nye Encounters-program havde sin berettigelse. Berlinalen beskriver programmet som et, der udforsker nye narrativer i film. I "Malmkrog" blev publikum hensat til en konstant dialog i den måske mest udmattende film, jeg til dato har set. Filmen er centreret omkring den russiske overklasse, der juleaftensdag diskuterer alt fra krig og religion til nationalisme og klasseskel. Der gemmer sig bestemt nogle gode pointer undervejs, men det teatralske og tørre udtryk gør det til en enormt ufilmisk oplevelse. Det stillestående kamera, den manglende musik og de få klip undervejs fik ganske forståeligt halvdelen af salen til at udvandre indenfor den første time.

Mere heldig var jeg med næste film. "Minamata" bliver vist i Berlinale Special – et program uden for konkurrencerne hernede. Filmen er baseret på en sand historie og følger Johnny Depp i rollen som den aldrende krigsfotograf W. Eugene Smith, der undersøger et firma, som forurener havvandet i Japan. Konsekvensen af dette er dødsfald og lammelser i befolkningen, men firmaet nægter sig ansvar, og regeringen er på deres side. Det er vidunderligt endelig at se Depp spille røven ud af bukserne igen, uden at det forfalder til karikatur. Instruktøren Andrew Levitas formår at gøre den tidløse og evigt relevante fortælling både barsk og smuk. Det er uden tvivl en film og instruktør, der er værd at holde øje med.

Dagens sidste valg stod mellem Panorama-sektionens åbningsfilm og en lille Forum-film ved navn "Anne at 13,000 ft". Den titel kunne jeg ikke stå for, og den canadiske film tegner et hverdagsbillede af den elskværdige, men socialt akavede Anne. Deragh Campbells præstation er beundringsværdig, da hun formår at tilføje Anne en del tvetydige, men troværdige karaktertræk. Filmen er underfundig og balancerer sig på en knivspids mellem det komiske og tragiske, men selve moralen i historien udebliver – med en banal og metaforisk ambivalent slutning, som mange i salen virkede lidt lunkne over for.

Da den første dag sluttede, gik det op for mig, at min forkølelse havde udviklet sig til feber. Jeg kunne ikke undgå at tænke på Coronavirus, da Berlinalen i den forbindelse som en form for falsk sikkerhedsforanstaltning har sat ekstra håndsprit op flere steder. Der skal dog ret høj feber til at slå mig ud af kurs, så efter et solidt måltid, et par ingefærshots, vitaminpiller og en god nats søvn var jeg på benene igen dagen efter.

Fredag morgen startede med valget mellem Pixars "Fremad" og danske "Kød & blod". Eftersom jeg alligevel skal se "Fremad" med min 8-årige søn, lod jeg patriotismen sejre og nåede i sidste øjeblik ind til en fyldt sal. Sæderne er altid efter først-til-mølle-princippet i Berlin, og til pressevisningerne opstår der to separate køer udenfor – en til pressen og en til alle de andre akkrediteringer. Pressen lukkes ind cirka en halv time inden visningen, imens den anden kø lukkes ind omkring fem minutter før. Morgenmaden havde forsinket mig, så jeg fik en af de sidste fem ledige pladser.

"Kød & blod" har bred nok appel til at løbe med publikumsprisen i Panorama. Filmen følger den 17-årige introverte Ida, der flytter ind hos sin tante efter at have mistet sin mor i et biluheld. Denne side af familien lever af pengeafpresning, og snart skal Ida tage stilling til, om blod er tykkere end vand. Nærmest alle karaktererne er passivt aggressive, og selvom der mangler en del nuancer til disse, rummer filmen en sjælden ærlighed, der først sættes overbord til allersidst, hvor pointen resolut skal cementeres fast. Især Sandra Guldberg Kampp brænder igennem som Ida, mens Carla Philip Røders karakter, Anna, er tåkrummende ringe skrevet og portrætteret. På samme måde svinger filmen konstant kvalitetsmæssigt og ender som en lettere ufokuseret omend interessant fortælling.

Den efterfølgende pressekonference var under kvart fyldt. Dette er et meget typisk scenarie på Berlinalen, da det er de internationale kendisser, der er det største trækplaster. Instruktøren og manuskriptforfatteren snakkede mest, og vi fik en kort forklaring på filmens slutning, som blev beskrevet som en nødvendig katharsis. Vi kom også rundt omkring casting-processen, hvor Sandra Guldberg Kampp var utroligt velformuleret i det engelske, imens Besir Zeciri på charmende vis måtte få lidt hjælp til oversættelse af sine medspillere. Den internationale presse til stede var meget begejstret for filmen, og stemningen i rummet var god og afslappet.

Berlinalen viser typisk to film fra hovedkonkurrencen hver dag, hvilket var det næste på programmet. Den argentinske, psykologiske thriller "The Intruder" er centeret omkring hovedpersonen Inés. Efter at have mistet sin kæreste under mystiske omstændigheder begynder mareridtene at tage over i sådan en grad, at de bliver en del af hverdagen. Selvom lignende film er set før, har "The Intruder" en ganske original indgangsvinkel i form af Inés' arbejde i et lydstudie, hvor netop lyde og stemmer er en velfungerende stor del af filmens narrativ – ikke meget ulig "Berberian Sound Studio" fra 2012. "The Intruder" er bevidst forvirrende for at afspejle hovedpersonens psykiske tilstand. Jeg spår ikke de store chancer til en Guldbjørn, men Érica Rives' glimrende præstation har en lille chance for at snuppe en Sølvbjørn.

Den italienske "Hidden Away" har bedre chancer for at gå hele vejen. Filmen fortæller den sande historie om den mentalt udfordrede kunstner Antonio Ligabue, der efter konstant modgang finder sit talent sent i livet. Instruktøren Giorgio Diritti spinder et narrativ, der især i starten springer mellem Antonios barndom, ungdom og voksne liv – ofte flere gange i samme scene. Diritti taber dog aldrig den røde tråd undervejs. Samtidig er præstationen af Elio Germano vanvittig overlegen, og han er allerede nu nærmest sikret en Sølvbjørn. Den brutale og melankolske stemning i filmen er konstant, men Dirittis kærlighed til karakteren og kunstneren skinner skarpt. Resultatet er en gudesmuk film på både det tekniske og menneskelige plan.

Mon ikke, at det er "Parasite", der pludselig har gjort sydkoreanske film enormt populære her i Berlin? I hvert fald formåede actionfilmen "Time to Hunt" at fylde to store sale, 15 minutter inden den gik i gang. Desto større var skuffelsen hos de fleste, da filmen kørte i tomgang allerede halvvejs inde. I "Time to Hunt", der vises uden for konkurrence, følger vi tre småkriminelle knægte, der røver et undergrundscasino og derefter bliver jagtet af en lejemorder. Det var enormt komisk at være vidne til et synkront suk i salen under en over-sentimental afskedsscene nær slutningen. Det var til gengæld mindre komisk at være henlagt til et overforbrug af gentagne klichéer igennem to timer. Instruktøren Yoon Sung-hyun er i hvert fald næppe den næste Kim Ki-duk, Chan-Wook Park eller Bong Joon-ho.

Pressevisningerne går altid i gang planmæssigt, mens publikumsvisningerne ofte er ti minutter forsinkede. Det er en vigtig detalje at huske, når man sammensætter et stramt program. Heldigvis var svenske "Always Amber" fra dokumentarsektionen af Panorama dagens sidste film. Ambers non-binære kønsforståelse er omdrejningspunktet i en film, der i sidste ende handler mere om venskab og kærlighed. Kønsforståelse er ellers et hot emne for tiden, og selvom filmen da er meget sympatisk, er det ærgerligt, at instruktørerne Lia Hietala og Hannah Reinikainen ikke kunne få mere relevans ud af historien. Den efterfølgende Q&A var også en ret tam omgang, som hovedsageligt bar præg af rygklapperi og takketaler.

De to første dage har allerede budt på en del forskelligt, og nu vil jeg få mig lidt tiltrængt søvn.

Kommentarer

Berlinalen 2020 – Dag 1 & 2

  • ★★★★★1

    God og interessant læsning. Tak for det.

    T. Nielsen23-02-20 16:00

  • ★★★★0

    God og interessant læsning. Tak for det.

    Tak for at du læser det =)

    David Lund23-02-20 17:04

  • ★★★★★1

    Tak for at du læser det =)

    Du skriver virkelig godt og får krydret dine fine integrerende anmeldelser godt med det mere personlige. Så det var vitterligt en fornøjelse. 

    T. Nielsen23-02-20 17:09

  • ★★★★1

    Du skriver virkelig godt og får krydret dine fine integrerende anmeldelser godt med det mere personlige. Så det var vitterligt en fornøjelse. 

    Nu rødmer jeg jo helt! Tak igen. Nu vil jeg se et par film mere =)

    David Lund23-02-20 17:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen