Moovy Exclusive: Berlinalen 2022: Filmene i hovedkonkurrencen (Del 3)

Årets sidste Berlinale-rapport er et vidnesbyrd om Covid-19 og lyset for enden af tunnellen.

Grundet et smallere program er selve prisuddelingen også sat tidligere i år. Den vises live på Berlinalens hjemmeside og Facebook-side allerede i aften kl. 19. Biografsalene har haft halv kapacitet i år grundet Covid-19 restriktioner, og naturligvis har disse været udsolgt til næsten samtlige publikumsvisninger. Med til historien hører noget helt andet til pressevisningerne. Biograferne har førhen været fyldte til bristepunktet under næsten samtlige visninger, men langt de fleste har været under halvt fyldte i år. Der har ganske enkelt ikke været den massive dækning af festivalen der plejer at være. En hurtig google-søgning vil også afsløre langt færre artikler og anmeldelser af samtlige film. Stemningen har slet ikke været så høj som normalt. Restriktionerne har simpelthen været en meget større hæmsko end Berlinalen havde satset på. Det bliver spændende om 2023 vil være restriktionsfrit, og om masserne søger mod Berlin endnu engang til den tid.

Tyske "A E I O U", om forholdet mellem en lærerinde og hendes elev, besidder et ret så unikt filmsprog. Filmen skifter ofte tone uden at det virker forceret, og springer uhæmmet rundt i genrer. Eksempelvis jager en karakter et spøgelse fra fortiden ud af en lejlighed i en scene, og dette bliver aldrig nævnt igen. Metaforet er naturligvis til at tage og føle på, men det pludselige toneskift er meget sigende for filmens natur. Slutningen trækker ud og trækker ned, og allersidste scene er forholdsvist ødelæggende i sin barnlige naivitet. Indtil da var jeg ret imponeret over instruktør Nicolette Krebitz’ reduktion af temaets moralske dilemma til det banale. Krebitz virker nemlig langt mere interesseret i at udforske filmmediets grænser. Det lykkedes kun til dels, men indsatsen gør, at jeg vil holde øje med hende fremover. Om hun har gjort det godt nok til at få tildelt en Sølvbjørn er dog svært at sige.

Vi følger en fransk familie, med Charlotte Gainsbourg i spidsen, i "The Passengers of the Night". Selvom filmen ikke har meget handling, fortæller den utroligt meget om menneskelige relationer, nærvær og skrøbelighed. Titlen hentyder til hovedpersonens job på en radiostation, hvor fremmede ringer ind og fortæller deres personlige historier. Dog er det familiedramaet, filmen bruger mest tid på. På trods af flere alvorstunge emner som narkotikamisbrug, kræft og skilsmisse, formår filmen at trylle det til en naturlig del af livet, som kan bruges som springbræt til noget bedre. Det er en skrøbelig og fin lille film, som absolut ikke gør noget sensationelt, men fungerer passende som et minde om en enklere tid, da Corona ikke var en del af nærmest enhver debat.

Canadiske Denis Côté er ved at blive et fast indslag på Berlinalen. "That Kind of Summer" er fjerde gang indenfor 10 år, at instruktøren har en film med i hovedkonkurrencen, og denne gang har han en reel chance for at vinde. Tre kvinder skal bruge en måned sammen på en klinik, hvor de sammen skal forsøge at udforske og normalisere deres seksuelle udskejelser. Gennem intense close-ups lærer vi disse kvinder at kende i en hjerteskærende fortælling om menneskets skyggesider. Filmen er provokerende og grænsende til det pornografiske, men det har bestemt sin kunstneriske berettigelse. Skuespillet er stærkt over hele linjen, og på den måde er "That Kind of Summer" en oplagt vinderkandidat i alle priskategorierne.

Den schweiziske "A Piece of Sky" har noget mindre kunstnerisk merit. I et lokalsamfund i Alperne følger vi Marco, der netop efter sit bryllup med Anna får konstateret en hjernesvulst. Langsomt skrumper hans personlighed ind til ingenting – og langsom er kodeordet her. For "A Piece of Sky" er meget langsom. Heldigvis er Alpernes landskab gudesmukt, så hvad filmen mangler på indhold findes i det visuelle. Med den tilhørende korsang, der lyder ud over landskabet, er æstetikken såmænd helt i top. Instruktøren Michael Koch presser dog historien og karaktererne i førersædet, hvilket gør filmen til en trist ørkenvandring. Det følelsesmæssige rammer helt skævt grundet den manglende dybde i indholdet. Lidt ligesom med "Before, Now & Then" har denne slags film dog vundet priser på Berlinalen før, så den er ikke helt udelukket.

Sidste film jeg nåede fra hovedkonkurrencen i år, blev den spansk/franske "One Year, One Night" om et par, der overlever terroristangrebet på spillestedet Bataclan i Paris, 2015. Filmen skildrer empatisk deres forhold, der langsomt nedbrydes af det efterfølgende trauma, de gennemgår på hver deres måde – den ene bliver udadreagerende og den anden indadvendt. Det fragmenterede narrativ skaber bevidst en forvirring hos sit publikum, og bruges til at fremstille minder som noget flyvsk i evig forandring. Filmen er baseret på faktiske udsagn fra rigtige ofre, men meget af historien er fri fiktion. Heldigvis er dét udført med stor respekt, men filmen forfalder desværre til det sentimentale, og bliver en anelse for overfladisk nær slutningen. Flere af de andre film på programmet i år er bedre bud på vindere i samtlige kategorier.