"10 Cloverfield Lane"-bagmand får ansvaret for "Uncharted"

Spilfilmatiseringen har sikret sig en instruktør.

Filmfortolkningen af den populære spilserie "Uncharted" har allerede været længe undervejs, og projektet har såmænd også haft flere instruktører tilknyttet. Nu er der dog kommet ny mand ved roret.

Det er nemlig blevet afsløret, at Sony har sikret sig amerikanske Dan Trachtenberg til at puste liv i fortællingen. 37-årige Trachtenberg er nok bedst kendt for at have stået bag "10 Cloverfield Lane", der udkom i 2016 og løst fortsatte tråden fra den oprindelige "Cloverfield", men inden da havde filmmageren faktisk kreeret "Portal: No Escape", som er en kortfilm baseret på computerspillet "Portal".

Antologiserien "Black Mirror" har ligeledes nydt godt af Trachtenbergs evner, hvilket udmundede sig i afsnittet "Playtest", som var en del af seriens tredje sæson – og senest har instruktøren svunget taktstokken på pilotafsnittet af Amazons actionserie "The Boys".

"Spider-Man" som Nathan Drake

Filmatiseringen af "Uncharted" står stadig til at have "Spider-Man"-stjernen Tom Holland i hovedrollen som den unge Nathan Drake. Spillene omhandler netop skattejægeren Drake, som rejser verden tynd for at samle historiske artefakter i selskab med sin mentor, den karismatiske Victor "Sully" Sullivan.

Det forlyder, at filmversionen vil kredse om de to karakterers første møde, og målet skulle endvidere være, at produktionen på filmen kan skydes i gang i år – hvis altså alt går vel.

Kommentarer

"10 Cloverfield Lane"-bagmand får ansvaret for "Uncharted"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen