Carrie Fisher modtager omsider sin stjerne på Hollywood Blvd.

Den afdøde "Star Wars"-legende bliver meget passende indlemmet i det fine selskab den 4. maj.

Det er ikke en decideret filmpris, men det er trods alt en af de største anerkendelser, man kan få i den amerikanske underholdningsbranche: en stjerne med ens navn påtrykt på Hollywood Blvd.

Den travle, trafikerede vej huser bl.a. Kodak Theatre, hvor Oscar-statuetterne uddeles hvert år. Og her finder man også stjerner på fliserne med navne som Walt Disney, Marilyn Monroe og Michael Jackson.

Nu får den afdøde "Star Wars"-legende Carrie Fisher snart sin egen velfortjente "flisestjerne" på den legendariske strækning i downtown Los Angeles. Den dengang 21-årige Fisher blev i 1977 overnight verdensberømt i rollen som Prinsesse Leia i George Lucas' originale og skelsættende "Star Wars"-film.

Læs også: Jon Favreau får omsider sin stjerne på Hollywood Blvd.

Hun portrætterede den handlekraftige Leia i yderligere fem film i Skywalker-sagaen – senest i 2019 i "Star Wars: The Rise of Skywalker", der udkom 3 år efter skuespillerindens alt for tidlige død i 2016. Fisher blev 60 år.

Ud over at være et feteret "Star Wars"-ikon skrev Carrie Fisher også flere romaner, manuskripter og memoirer – heriblandt den prisbelønnede "The Princess Diarist", der bl.a. handler om skuespillerindens oplevelser på settet til den oprindelige "Star Wars"-film i 1976 – herunder hendes affære med Harrison Ford.

Den afdøde Hollywood-legende bliver meget passende indlemmet i det fine selskab på Hollywood Blvd. den 4. maj – også kendt som den officielle "Star Wars"-dag.

Dermed slutter Fisher sig til sine gode "Star Wars"-kolleger Harrison Ford og Mark Hamill, der begge allerede har en "flisestjerne". Det samme har Carrie Fishers mor, Hollywood-legenden Debbie Reynolds ("Singin' in the Rain"), der døde blot få dage efter sin datter i 2016.

Carrie Fishers datter, Billie Lourd, der også er skuespiller, vil modtage stjernen på Hollywoods berømte boulevard på sin mors vegne, og det sker som nævnt den 4. maj.

Kommentarer

Carrie Fisher modtager omsider sin stjerne på Hollywood Blvd.

  • 0

    Fuldt fortjent, men hæderen er lidt underlig når stjernerne skal indstilles til det og selv betale 50.000 dollars for stjerne og ceremoni.

    Goodspeed26-04-23 12:54

  • ★★★★★★1

    Fuldt fortjent, men hæderen er lidt underlig når stjernerne skal indstilles til det og selv betale 50.000 dollars for stjerne og ceremoni.

    Det er ikke helt rigtigt.

    Alle kan nominere nogen, der opfylder kravene. Stjernerne kan selvfølgelig nominere sig selv, men det kan alle andre også.

    De 50000 går også til vedligehold af Walk of Fame.

    Guldager26-04-23 15:04

  • ★★★★★★0

    Dæleme en dyr flise!

    Wayne26-04-23 15:24

  • 0

    Tilykke Lady Carrie. Må dit minde varer forevigt

    Kay26-04-23 22:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen