Danske "Flugt" nomineret til Golden Globe

Den danske dokumentar lister sig endnu tættere på en Oscar-nominering.

For to uger siden sejrede danske "Flugt" ved de såkaldte Gotham Awards i USA – en prisuddeling, der hylder de film, som er lavet for relativt få penge (læs: under 30 mio. dollars).

Og den danske dokumentars prishøst fortsætter ufortrødent – ovenpå gårsdagens tre priser til European Film Awards (heriblandt Årets dokumentarfilm og Årets animationsfilm) har "Flugt" netop sikret sig en Golden Globe-nominering i kategorien Årets animationsfilm.

Læs også: Amerikansk distributør forsøger at få danske "Flugt" Oscar-nomineret til Bedste film

Dette års Golden Globes-show er dog omgærdet af kontroverser – ovenpå en række rapporter om manglende diversitet blandt prisernes uddelere (en sammenslutning af udenlandske journalister bosat i USA) er showet blevet boykottet af både kendisser, sponsorer og tv-stationer.

Men showet bliver alligevel afviklet søndag den 9. januar 2022, og det er trods alt imponerende, at "Flugt" er blevet nomineret til en (i hvert fald engang) så prestigefyldt pris.

Derudover er "Flugt" også netop blevet nomineret til to andre fornemme, amerikanske filmpriser: The Critics Choice Awards i kategorierne Årets dokumentarfilm og Årets udenlandske film.

"Flugt" er i øvrigt årets danske Oscar-kandidat, og den 8. februar finder vi ud af, om filmen får en eller måske endda flere Oscar-nominering(er).

Herunder kan I desuden se Moovy TV's (animerede) interview med instruktøren Jonas Poher Rasmussen om hans kritikerroste (og måske snart Oscar-nominerede) pragtværk:

Kommentarer

Danske "Flugt" nomineret til Golden Globe

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen