Første klip fra sci-fi-thrilleren "Chaos Walking" med Tom Holland og Mads Mikkelsen

Den længe ventede science fiction-film er i øvrigt blevet udskudt nok en gang.

For en måneds tid siden delte vi den første trailer til sci-fi-thrilleren "Chaos Walking", som instrueres af "The Bourne Identity"-instruktøren Doug Liman.

Faktisk er det over fire år siden, at vi her på Moovy for første gang skrev om science fiction-thrilleren "Chaos Walking" – en postapokalyptisk thriller om en verden, hvor alle levende væsner kan høre hinandens tanker.

Dengang havde filmselskabet Lionsgate angiveligt store forventninger til, at filmen ville udvikle sig til en vaskeægte franchise.

Og der var da også grund til at have høje forventninger med den succesfulde Liman i instruktørstolen og superstjernerne Daisy Ridley ("Star Wars: The Force Awakens"), Tom Holland ("Spider-Man: Far from Home") og vores egen Mads Mikkelsen ("Retfærdighedens ryttere") placeret foran kameraet.

Se også: Første billede af Tom Holland som Nathan Drake i "Uncharted"

Men filmens rejse mod biografmørket har været præget af voldsom turbulens. Allerede i november 2017 var Liman og Co. færdig med optagelserne, men i foråret 2018 tog filmholdet hul på en masse ekstra optagelser – angiveligt fordi et testpublikum havde nedsablet en tidlig version af filmen.

Men Holland og Ridley havde travlt med at slås med hhv. Thanos og Det Galaktiske Imperium, så først i 2019 kom de sidste optagelser i hus. Filmen var oprindeligt udset til at udkomme allerede i marts 2019, men den er blevet udskudt af flere omgange, og nu har Lionsgate endnu en gang udskudt premieredatoen – denne gang til marts 2021.

Og i forbindelse med annonceringen af filmens nye premieredato udgav filmselskabet også det første klip fra filmen, som kan ses herunder:

Kommentarer

Første klip fra sci-fi-thrilleren "Chaos Walking" med Tom Holland og Mads Mikkelsen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen