"Ghostbusters: Afterlife"-fortsættelse får premieredato

Næste kapitel i den sejlivede spøgelsessaga udkommer i december næste år.

"Ghostbusters"-franchisen får snart endnu et kapitel, og Jason Reitman skal endnu en gang stå bag kameraet på fortsættelsen til "Ghostbusters: Afterlife", der netop har fået en premieredato.

Fans af den berømte spøgelsesfranchise kan godt begynde at lade proton-riflerne. De skal nemlig sætte kryds i kalenderen ved 20. december 2023 – det er vel at mærke filmens amerikanske premieredato, og filmen udkommer formentlig cirka samtidigt herhjemme.

Her vender spøgelsesjægerne tilbage, og denne gang finder handlingen angiveligt sted i New York, hvor det hele begyndte i den originale "Ghostbusters" fra 1984.

Læs også: Supernørds Ghostbusters-samling sikrer ham en plads i Guinness Rekordbog

Med "Ghostbusters: Afterlife" lykkedes det Jason Reitman og hans far, nu afdøde Ivan Reitman, at skabe en forfriskende og fornøjelig fortsættelse, der samtidigt står på egne ben.

Filmen indtjente trods pandemien omtrent 200 mio. dollars på verdensplan, så der er altså stadig masser af poltergejst blandt både nye og gamle fans af det popkulturelle fænomen. 

Den ikoniske Ecto-1-vogn kører igen, når næste kapitel i "Ghostbusters"-sagaen – med arbejdstitlen "Firehouse" – som nævnt udkommer i biograferne den 20. december næste år.

Kommentarer

"Ghostbusters: Afterlife"-fortsættelse får premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen