Efter Ringenes Herre, gyser jeg, ved tanken over, hvordan de vil behandle den her
"God of War"-serie officielt på vej
Kratos gør sig klar til at slagte guder og monstre på Amazons streamingtjeneste.
Helt tilbage i marts rapporterede vi her på Moovy, at Amazon Studios pønsede på at lave en streaming-serie baseret på den ekstremt succesfulde PlayStation-spilsaga "God of War".
Og nu – blot få uger efter udgivelsen af spilfranchisens seneste kapitel, "God of War: Ragnarök" – er tv-serien officielt blevet rykket fra tegnebrættet til støbeskeen. Det skriver Deadline.
Sony, der selvsagt står bag PlayStation-konsollen, producerer den kommende serie sammen med Amazon Studios. Og arbejdet på serien har faktisk været undervejs, siden vi skrev om den tilbage i foråret.
Læs også: Den nye "Predator"-film er inspireret af "God of War"
Den mangeårige "God of War"-spilfranchise har den krigeriske Kratos som omdrejningspunkt, der i spilsagaens tidlige kapitler slås med de græske guder.
I spilfranchisens to seneste spil (fra hhv. 2018 og 2022) tørner Kratos sammen med de nordiske guder, herunder en af Odins sønner: Baldur. Og undervejs kæmper Kratos sig igennem Midgård sammen med sin søn, Atreus, der jævnligt prøver at bevise sit værd over for sin muskuløse, bomstærke far.
Tv-serien vil angiveligt tage udgangspunkt i Kratos' kamp mod netop de nordiske guder, som udfoldede sig i "God of War" og "God of War: Ragnarök".
Som vi også skrev tidligere i år, så er det skaberne af sci-fi-serien "The Expanse" (Mark Fergus og Hawk Ostby) samt showrunneren på "The Wheel of Time" (Rafe Judkins), som skal producere og skrive "God of War"-serien, som endnu ikke har fået en premieredato.