Så sandt, så sandt....

Josh Brolin: Derfor levede "Sicario 2" ikke op til den første film
I et nyt afsnit af fotografen Roger Deakins´podcast er Brolin meget ærlig omkring, hvorfor "Sicario"-fortsættelsen ikke levede op til etteren.
Det er ikke just uhørt, at Hollywood følger op på succesfulde film med unødvendige fortsættelser i håbet om at malke etterens navn for lidt ekstra penge. 2018's "Sicario 2: Soldado", fortsættelsen til Denis Villeneuves "Sicario" fra 2015, klarede sig ikke nær så godt som den første film, selvom den trods alt slap af sted med respektable anmeldelser.
Begge film har Josh Brolin i en af hovedrollerne, og i en samtale med filmens fotograf, Roger Deakins, i sidstnævntes podcast-serie, giver Brolin en forklaring på, hvorfor fortsættelsen ikke klarede sig lige så godt som forgængeren:
"Det her ville jeg også sige til Stefanos (Sollima, filmens instruktør, red.) ansigt: toeren er en større film med mere action. Og det er herligt, for hvad det er. Men der er noget virkelig særligt over 'Sicario'. Den er mere stille og mere intelligent i den måde, den udfolder sig på."
Brolins hensigt er dog ikke at kritisere Stefano Sollima, men snarere at påpege forskellen på de to film: "Toeren var stor og dramatisk, men ikke lige så specifik i sine valg i forhold til kameraets placering og brugen af linser... i forhold til, hvor subtilt det kan gøres. Det er forskellen. Med 'Soldado' sidder du og tænker 'wow, wow', mens med 'Sicario' læner man sig nærmest ind i det og får en lussing. Man ved godt, det kommer til at ske, men man kan bare ikke lade være."
En enig roger deakins
Den Oscar-vindende fotograf Roger Deakins, som vi her på Moovy interviewede om "1917" for et lille års tid siden, er i øvrigt enig med Josh Brolin:
"'Sicario 2' var en stor film, og actionsekvenserne var fremragende. Jeg synes, den var virkelig godt skudt, men den manglede den personlighed, som 'Sicario' havde. Den største scene i den film er slutningen i køkkenet med Benicio del Toro og Emily Blunt, hvor man sidder og tænker 'wow, det her er så intenst.' Du har ikke nødvendigvis brug for al den action."
At dømme på de to herres udsagn, kan man sammenligne den første film med en mere personlig "indie-film", mens fortsættelsen er mere i stil med en klassisk Hollywood-produktion.
Og det er tydeligt, at Josh Brolin er mere fan af Villeneuves måde at lave film på, siden amerikaneren medvirker i den fransk-canadiske instruktørs kommende "Dune", der for nylig blev udskudt til næste år grundet coronapandemien. Traileren kan ses her.