"Journal 64" slår åbningsrekord i Danmark

Filmatiseringen af "Journal 64" har fået bedste åbning nogensinde for en dansk film.

Christoffer Boes første film og Zentropas sidste i "Afdeling Q"-franchisen, "Journal 64", er kommet suverænt fra start. Siden premieren torsdag har biografgængere over hele landet valfartet til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimiserie. Over weekenden er der solgt over 215.000 billetter inkl. snigpremierebilletter. Det er den bedste åbning til dato for en dansk film, når snigpremierebilletter tælles med.

I selve weekenden torsdag-søndag solgte den anmelderroste "Journal 64" 150.326 billetter, og med 64.699 snigpremierebilletter oven i lander totalen for åbningen på 215.052 solgte billetter. Til sammenligning åbnede tredje film i Afdeling Q-serien, "Flaskepost fra P", i 2016 med 207.669 billetter inkl. snigpremierebilletter.

Stor glæde hos Zentropa

Hos produktionsselskabet Zentropa er der selvsagt stor glæde. Producer Louise Vesth, der med "Journal 64" nu har stået bag fem af de syv største åbningsweekender på danske film til dato, udtaler i en pressemeddelelse: 

"'Journal 64' er lavet, så den kan ses af alle, uanset om de har læst bogen eller set de tidligere film. Historien om to mænd, som er venner og kolleger, er vedkommende for de fleste. Og samtidig trækker sagen tråde tilbage til et stykke stadig aktuelt, men næsten glemt danmarkshistorie – nemlig kvindehjemmet på Sprogø. Det gør filmen til sin helt egen og attraktiv at se. De flotte åbningstal er en kæmpe nyhed for os."

Fjerde film om makkerparret Carl Mørch og Assad er sidste film med Zentropa som producenter bag og hovedrolleindehaverne Nikolaj Lee Kaas og Fares Fares. Som det er nu, vil Nordisk Film fremover stå for distribution og produktion af Jussi Adler-Olsens filmatiseringer.

Kommentarer

"Journal 64" slår åbningsrekord i Danmark

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen