Kurt Russell vender tilbage som cool julemand i "The Christmas Chronicles 2"
Det er instruktøren af juleklassikeren "Alene hjemme", der skal stå bag kameraet på det nye juleeventyr.
Selvom Netflix i skrivende stund ikke officielt har bekræftet det, skulle den være god nok: "The Christmas Chronicles" med Kurt Russell i ho-ho-hovedrollen som en særdeles karismatisk udgave af selveste julemanden får angiveligt en opfølger i december 2020.
Se også: Trailer: Kurt Russell sparker røv som julemanden i "The Christmas Chronicles" til Netflix
Denne gang nøjes Chris Columbus ikke med at agere producer på projektet som i originalen. Manden bag film som "Alene hjemme" og "Harry Potter og de vises sten" tager nu plads i instruktørstolen for at dirigere juleløjerne.
"The Christmas Chronicles" var en stor succes sidste jul med i omegnen af 20 mio. streaminger alene i løbet af den første uge efter filmens premiere, hvorfor det ikke er så underligt, at Netflix nu satser på en fortsættelse.