Dejligt hvis Refn vender tilbage til noget Pusher-lignende.
Miles Teller får hovedrolle i Nicolas Winding Refns Amazon-serie
Nicolas Winding Refn er i sit produktive hjørne for tiden, da han inden for kort tid skal være showrunner på den italienske krimi noir-serie "Les Italiens", indspille spion-thrilleren "The Avenging Silence" i Japan og instruere serien "Too Old to Die Young" for Amazon. Sidstnævnte har netop fundet sin hovedrolle.
Det bliver ingen ringere end Miles Teller, der især er kendt som trommebokser i Damien Chazelles "Whiplash".
Teller skal spille politibetjenten Martin. Af uheldige omstændigheder bliver han efter sin partners død viklet ind i Los Angeles' kriminelle underverden, hvor et spraglet galleri af Yakuza-soldater, mexicanske kartelsnigmordere, russiske mafiakaptajner og grupper af unge mordere huserer.
Amazon har selv meldt ud om "Too Old to Die Young", at den vil følge morderes eksistentielle rejse frem mod at blive samuraier, og derudover skulle serien være i familie med Refns berømte "Pusher"-univers.
Nicolas Winding Refn har brygget seriens kulørte historie sammen med tegneserieforfatteren Ed Brubaker (bl.a. en del "Captain America") og er samtidig producer og instruktør på samtlige af sæsonens 10 afsnit.