Jeg synes nu "Når Befrielsen kommer" er bedre, og også virker mere brutal, måske fordi det er kortere tid siden og sætter fokus på en del af den mørkere del af den danske historie, som vi bestemt ikke kan være stolte af og som der ikke har været nok fokus på. Og så er der også flere af personerne der gennemgår en større udvikling end det er tilfældet med karaktererne i "Bastarden". Men hvilken film der har de største Oscar chancer skal jeg ikke gøre mig klog på.
Anmeldelse: Bastarden
Mads Mikkelsen skyder med skarpt i dansk Oscar-håb.
Visse filmiske hjemkomster er mere imødesete end andre. Såsom når Nikolaj Arcel endeligt igen sætter sig i instruktørstolen på dansk jord. Efter Hollywood-svipseren "The Dark Tower" har den 51-årige filmskaber måske indset, at mere eller mindre egen kreativ styring er at foretrække, men at erfaringen fra den allerstørste scene kan benyttes på hjemmebanen.
Den fattige soldat, Kaptajn Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), ankommer efter 25 års tjeneste i 1755 til den golde jyske hede med ét mål; at opdyrke kongens jorden og opnå rigdom og ære. Men Kahlen får sig hurtigt og uventet en fjende. Den magtfulde godsejer og landsdommer, Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg), som mener, at heden tilhører ham og ikke kongen. Da de Schinkels fæstebonde, Johannes (Morten Hee Andersen), stikker af sammen med sin hustru, Ann Barbara (Amanda Collin), og søger tilflugt hos Kahlen, sætter de Schinkel alt ind for at drive Kahlen væk. Men Kahlen bøjer sig ikke.
Sidder du med følelsen af, at plottet virker enormt velkendt fra alt andet end dansk film? Det er ikke helt forkert. "Bastarden" er en vaskeægte western, med alt hvad genren typisk svælger sig i af formgreb. Blot på dansk. Produktionsmæssigt ligner og lyder Nikolaj Arcels teknisk imponerende film som noget, der lige så godt kunne være produceret i Hollywood. Dette oveni et udpluk af tidens allerbedste og største talenter ikke kun i dansk, men skandinavisk film. Heriblandt allestedsværende norske Kristine Kujath Thorp ("Nordsøen") og svenske Gustav Lindh ("Dronningen"). Og naturligvis den markante internationale og altoverskyggende stjerne i Mads Mikkelsen ("Retfærdighedens ryttere").
Smukke og vilde panoramaer fra nådesløse jyske sletter. De gode, de onde og den virkeligt grusomme. En indebrændt antihelt. Blodige hævnmotiver. Ophav og racisme. Rig og fattig, magt og mennesker. Modpolerne er til at føle på. Klædt på som farverig kostumefilm af Kiki Ilander og fantastisk kameraarbejde af Rasmus Videbæk, som var "Bastarden" en åndelig opfølger til Stanley Kubricks "Barry Lyndon", set fra kartoffelrækkerne. Placeret på den historiske scene med sin andel af kreative omskrivninger. Også til forskel fra Ida Jessens bestseller, "Kaptajnen og Ann Barbara". Samt ikke mindst temaer, der er fortolket for at være en nutidig kommentar om, hvordan mennesker og samfund har ændret sig. Og alligevel ikke. Vi skal tage ved lære af historien og stadig forbedre os som mennesker, synes pointen fra Nikolaj Arcel og co-manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen. Og det er en sympatisk morale, som vi vel alle kan forstå.
Grebet er set før. Adskillige gange, i overflod, når historiske nedslag forvandles til aktuelle samtidskommentarer. Især i amerikansk film, når nutid skal spejles i fortid. "Bastarden" sigter efter et så stort format, at et internationalt publikum – og Oscar-akademiets medlemmer – imponeres og forstår, hvad Danmark i 1700-tallet har at fortælle netop dem. Der er ikke så meget sniksnak og vi skal heller ikke mange spadestik ned, før klicheerne hyppes op fra mulden. Persongalleriet er skrællet ud af samme skabelon. Mads Mikkelsen er cool som Clint Eastwood og hård som den udyrkede jyske jord. Amanda Collin ("En frygtelig kvinde") er en stærk, selvstændig og bramfri kvinde. Simon Bennebjerg ("Pagten") er fuldstændigt blændende – og filmens helt store trumfkort – som direkte modbydelig og magtsyg ærkeskurk. Og selvfølgelig 9-årige Melina Hagberg. Filmens comic relief og racismekort, som den charmerende og snu sigøjnerpige, Anmai Mus, der er umulig ikke at holde af. Den sidder lige i øjet. Men også lige tilpas fortænkt og on the nose. Tematisk og didaktisk tages vi så meget i hånden, at fortællingen ikke levnes mange dybere lag til selvrefleksion. Næsten så kalkuleret, at den er mere amerikansk end dansk. Men samtidig nok dén danske film med bredeste internationale appel i nyere tid, som understreger Nikolaj Arcel som én af nordeuropas fremmeste historiefortællere på film til et bredt publikum.
At "Bastarden" er udpeget til at være Danmarks Oscar-kandidat til næste år, er næppe en stor overraskelse. Nikolaj Arcels film er af høj internationalt format, teknisk og produktionsmæssigt, mens en perlerække af skandinaviens allerbedste skuespillere skaber rammen om filmatiseringen af Ida Jessens "Kaptajnen og Ann Barbara". De fleste kan være med på fortællingen og filmens mange genkendelige greb, når sættes tommelfingeren dybt ned i den jyske jord.
"Bastarden" har dansk biografpremiere 5. oktober. Heriblandt i FORMAT Bio, som viser filmen i (bogstaveligt talt) kniv-skarp 4K laserprojektion. Læs mere her.