Ny "Spawn"-film kommer i 2025

Det er over 25 år siden, at Todd McFarlanes super(anti)helt sidst optrådte på det store lærred – nu gør han snart endelig comeback.

I 1992 skabte den tidligere Marvel-tegner Todd McFarlane superhelten Spawn, og karakteren blev lynhurtigt ekstremt populær – det første nummer af tegneserien blev solgt i hele 1,7 mio. eksemplarer.

Derfor gik der heller ikke længe, før Hollywood fik søsat en filmatisering – men "Spawn" fra 1997 blev et nedsablet flop, og figurens popularitet dalede i årene efter.

Men en ny filmatisering har floreret på rygtebørsen i årtier, og selv her på Moovy har vi skrevet om den siden 2017, hvor vi rapporterede, at filmselskabet Blumhouse – der primært er kendt for low-budget-gysere som "Get Out", "Sinister" og den kommende "Five Nights at Freddy's" – ville lave den næste "Spawn"-film, og at McFarlane selv både ville skrive og instruere den.

Læs også: Christopher Nolan siger "nej" til at lave flere superheltefilm

Her seks år senere er filmen dog stadig ikke gået i produktion, men Jamie Foxx er angiveligt stadig i spil til hovedrollen som CIA-agenten Al Simmons, der ender i Helvede efter sin død. Selveste Satan gør dernæst Simmons til den superkraftfulde Spawn og udpeger ham til at lede sin dæmonhær, men Spawn gør oprør og kæmper nu på de godes side.

Ventetiden har forståeligt nok fået fans til at betvivle, at der vitterligt kommer en ny "Spawn"-film. Men i et nyt interview med Comicbook.com insisterer Blumhouse-chefen Jason Blum på, at filmen vitterligt er på vej og endda udkommer relativt snart:

"'Spawn' udkommer i 2025. Det holder jeg fast i."

Og oven på dén udmelding fra en af Hollywoods mest succesfulde filmmagere kan fans vist godt begynde at tælle ned til biografpremieren på den næste "Spawn". Ifølge Comicbook.com er manuskriptet stadig ved at blive raffineret.

Kommentarer

Ny "Spawn"-film kommer i 2025

  • 1

    Simpelthen en fed nyhed. Elskede Spawn og blev så skuffet over den rodede film i 90erne

    jacob_uno 4-10-23 20:59

  • 0

    Bring on Violator!

    ccbj 5-10-23 08:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen