Peter Dinklage skal spille The Toxic Avenger i nyt reboot

"Game of Thrones"-stjernen skal spille en af filmhistoriens mest særegne superhelte.

Tilbage i 2018 rapporterede vi her på Moovy, at et "The Toxic Avenger"-reboot var på trapperne. Den første "The Toxic Avenger" udkom i 1984 og blev prompte en vaskeægte kultfilm, som fik tre efterfølgere (senest "Citizen Toxie: The Toxic Avenger IV" tilbage i 2000) og en animeret spin-off.

Og nu er det omtalte reboot omsider ved at få luft under vingerne. Variety har netop bekræftet, at selveste Peter Dinklage ("Game of Thrones") skal spille den kejtede fyr Melvin, som forvandles til den deforme superhelt Toxie, efter at han drætter ned i en tønde fyldt med radioaktivt affald.

Alt imens den prisbelønnede skuespiller tropper op foran kameraet, sætter Macon Blair sig i instruktørstolen – Blair debuterede som instruktør med den kritikerroste krimi "I Don't Feel at Home in This World Anymore" og har som skuespiller haft større roller i bl.a. "Blue Ruin" og "Green Room".

Blair og Dinklage samarbejder også p.t. på den kommende komedie "Brothers", hvori Dinklage og Josh Brolin spiller brødre.

Det legendariske filmselskab Troma Entertainment stod bag de oprindelige film, og selskabets stiftere, Lloyd Kaufman og Michael Herz, er med om bord på rebootet som producere.

Vi ved endnu ikke, hvornår den nye "The Toxic Avenger" skyller ind over biograferne, men vi glæder os meget til at skraldgrine af den!

Kommentarer

Peter Dinklage skal spille The Toxic Avenger i nyt reboot

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen