"The Toxic Avenger"-reboot under opsejling

Den muterede hævner vender tilbage.

"The Toxic Avenger" fra 1984 er en af perlerne blandt firsernes B-films-splattere og en af de absolut største succeser for filmselskabet Troma.

I en historie så klassisk som Shakespeares værker fortæller "The Toxic Avenger" historien om en småkikset og splejset pedel, der falder i en tønde radioaktivt affald og bliver til en overmenneskelig mutanthelt. Den oprindelige film affødte flere efterfølgere samt en tegnefilmsserie for børn og barnlige sjæle, og nu skal franchisen så rebootes til et helt nyt publikum.

Legendary Entertainment, der blandt andet har været med til at producere dette års "Jurassic World: Fallen Kingdom" samt "BlacKkKlansman", har erhvervet rettighederne til "The Toxic Avenger". Derudover skal Lloyd Kaufman og Michael Herz – som er grundlæggerne af Troma – agere producere, hvilket burde sikre, at den kommende film forbliver i selskabets ånd.

over 40 års vanvittige produktioner

Troma er med sine 44 år på bagen det ældste nulevende uafhængige filmselskab i USA og står bag den ene mere vanvittige produktion efter den anden – som regel med fuld knald på blod, slim, snot, nøgenhed, festlige special effects og dårlige jokes.

Der foreligger endnu ingen informationer om hverken rolleliste, plot eller premieredato, og rygtet om en ny film i franchisen har efterhånden eksisteret i en årrække. På et tidspunkt forlød det endda, at Arnold Schwarzenegger var tilknyttet projektet. Det var dog indtil, at han så den oprindelige film. Han valgte derefter at springe fra.

Hvem der vil være at finde på rollelisten, må vi derfor desværre vente lidt tid endnu med at få opklaret.

Kommentarer

"The Toxic Avenger"-reboot under opsejling

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen