Rami Malek skal spille stumfilmslegenden Buster Keaton

"Bohemian Rhapsody"-stjernen er klar til at portrættere endnu et ikon.

Rami Malek ("Mr. Robot", "No Time to Die") skal spille en af stumfilmsæraens helt store legender, Buster Keaton, i en kommende miniserie.

Den 41-årige skuespiller er tidligere sluppet særdeles godt afsted med at portrættere en afdød verdensstjerne. Malek fik nemlig både masser af roser og en Oscar-stauette for hovedrollen som rocksangeren Freddie Mercury i Bryan Singers "Bohemian Rhapsody".

Læs også: "Bohemian Rhapsody"-producer laver film om Michael Jackson

Nu er turen så kommet til Buster Keaton, der blev verdensberømt som manden med pokerfjæset – et tilnavn, som stumfilmsstjernen fik på grund af den ofte underspillede mine, som han opretholdt i sine film, selv når alt ramlede om ørerne på ham.

Keaton oplevede sin storhedstid i 1920'erne, hvor han instruerede og spillede med i klassiske stumfilm som "The General", "The Navigator", "Steamboat Bill, jr" og "Sherlock, jr".

Buster Keaton-seriens bagmand er ingen ringere end "The Batman"-instruktøren Matt Reeves, der angiveligt både skal producere og instruere miniserien for Warner Bros. Television.

Kommentarer

Rami Malek skal spille stumfilmslegenden Buster Keaton

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen