Se andet afsnit af Jonas Ussings spændende YouTube-serie om, hvordan vi taler (og ikke taler) om computeranimation

Godt en måned efter at Jonas Ussings første YouTube-video gik viralt online, er han tilbage med anden episode (ud af fire) om brugen og omtalen af CGI i Hollywood.

Tilbage i slut-oktober delte vi den danske VFX-artist Jonas Ussings spændende YouTube-video om computeranimation. Siden da er videoen blevet et monsterhit online, som i skrivende stund er blevet set over 580.000 gange, og som har sikret Ussings YouTube-kanal, The Movie Rabbit Hole, godt 30.000 abonnenter på rekordtid.

Og det kan man godt forstå, for ud over at videoen var enormt velresearchet og underholdende, så stillede den også skarpt på et relativt underbelyst fænomen: fortielsen af brugen af computeranimation (altså CGI) i store Hollywood-produktioner.

For som Ussing viser i sine videoer, så er det blevet kutyme at hævde, at store blockbusters ikke gør brug af computergrafik, og at alt indspilles "praktisk" – læs: på ægte kulisser med ægte skuespillere, som kaster sig ud i ægte stunts.

Læs også: VFX-holdet på "Avatar: The Way of Water" afslører filmens to eneste skud uden computeranimation

Men sandheden er altså (mildest talt) lidt en anden. Og nu har Ussing udgivet del 2 af sin 4-delte YouTube-serie, og den nye video – som kan ses herunder – understreger nok en gang, at der er et åbenlyst misforhold mellem, hvad flere instruktører, skuespillere og journalister påstår, at der bruges af computeranimation, og hvor meget computeranimation der reelt bruges.

Den nye episode ser bl.a. nærmere på Ridley Scotts spritnye storfilm, "Napoleon", og så har Ussing også interviewet Christopher Nolans faste VFX-mand, Paul J. Franklin, som vandt Oscars for sit arbejde på hhv. "Inception" og "Interstellar".

Se den komplette video her:

Kommentarer

Se andet afsnit af Jonas Ussings spændende YouTube-serie om, hvordan vi taler (og ikke taler) om computeranimation

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen