Sony annoncerer hjemmevideo-udgivelsen af "Spider-Man: No Way Home" med legendarisk MEME

De edderkoppemænd har lige fået en opgradering...

De fleste kender nok billedet. 2 x Spider-Man, der står over for hinanden og peger fingre.

Billedet, der stammer fra en Spider-Man-tegnefilmsserie fra 1960'erne, har levet sit helt eget, særprægede liv på nettet, hvor det er blevet et hyppigt brugt meme, der findes i et hav af mere eller mindre sjove sammenhænge.

Nu har tegneserieversionen dog lige fået en opgradering – for i forbindelse med nyheden om, at "Spider-Man: No Way Home" bliver tilgængelig digitalt fra den 22. marts (i USA) og et par uger senere på disk, har Sony smidt et billede på Twitter, hvor ikke bare to, men tre "Spider-Mænd" peger på hinanden.

Denne gang er det dog ikke en tegnet udgave, men i stedet de tre skuespillere Tom Holland, Andrew Garfield og Tobey Maguire, der i hver sin spider-dragt peger fingre ad hinanden.

Læs også: 1 mia. dollars – "Spider-Man: No Way Home" er Hollywoods første gigasucces under pandemien

"Spider-Man: No Way Home" blev en giga-succes for Sony og Marvel, og den befinder sig i øjeblikket på en 6. plads på listen over de mest indtjenende film nogensinde.

Nu bliver det så snart muligt for superheltehungrende spindelvævsentusiaster at tilføje filmen til samlingen. Mens vi venter, kan billedet ses her:

Kommentarer

Sony annoncerer hjemmevideo-udgivelsen af "Spider-Man: No Way Home" med legendarisk MEME

  • ★★0

    6. Mest indtjenende film!!

    Så var det da heldigt at Sony og Marvel blev tvunget tilbage til samarbejdsbordet af utilfredse fans (efter sigende) :)

    skal selv endeligt havde den set på fredag :)

    Gormanden23-02-22 20:41

  • 0

    Fed film - kan klart anbefales.

    Pistolprinsen24-02-22 12:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen