"Freaks and Geeks"-skaber: Serien var for tåkrummende for sin tid

"Vi havde nok klaret det bedre ti år senere."

Siden "Freaks and Geeks" kørte på NBC fra 1999 til 2000, er serien blevet en kultklassiker. High school-serien fik et kort liv, da den blev skrottet efter blot 15 afsnit, hvor de sidste tre ikke så dagens lys, før kulturinstitutionen Museum of Television and Radio fremviste dem.

I Danmark kan serien ses på Amazon Prime, men i forbindelse med seriens amerikanske udgivelse på Amazon, iTunes og Google har seriens skaber, Paul Feig, ladet sig interviewe af IGN.

"Freaks and Geeks" omhandler Lindsay (Linda Cardellini), den kloge kvinde på William McKinley High, der opsøger skolens outsidere, da hun vil gøre oprør mod sine forældre og samfundets forventninger til hende. Samtidig følges hendes lillebror, Sam (John Francis Daley), der sammen med sine nørdede venner ofte bliver mobbet på baggrund af deres interesser.

Frustrationer og pinligheder

Paul Feig fortæller følgende om sit belæg for at lave serien:

"Jeg var frustreret over, at jeg ikke havde set en eneste person som mig blive skildret ordentligt på tv. Når jeg sad med mine venner, grinte de mest af mine personlige fortællinger fra skoletiden. Åbenbart fordi jeg havde oplevet mærkelige ting, som ingen andre havde. Og disse historier fik dem til at flække af grin."

Oprindeligt forsøgte Feig at skrive en bog om sin tid i high school. Men da hans far antydede, at ingen ville gide at læse bogen, droppede Feig skriveriet. Han tog dog inspiration fra det skrottede værk, da han skabte "Freaks and Geeks":

"Da jeg skrev pilotafsnittet, gik jeg tilbage [til bogen] og trak enkelte kapitler ud. Stikboldkampen var et af de første kapitler, jeg skrev, som er baseret på en virkelig hændelse. Det var også derfor, jeg tænkte: 'Hvem ville ikke gide at se denne serie?' Du har det godt, når du genoplever ting fra en sikker afstand – som med en gyserfilm – alle de rædsler og problemer, man gennemgik."

Feig fortsætter: "Jeg indså dog først senere, at det ikke var noget, folk ville have i 1999. De fik det ubehageligt. Det gjorde indtryk på mig, når folk sagde: 'Jeg kunne ikke se det, fordi det var så tåkrummende.' Hvor jeg tænkte: 'Synes du ikke, det var sjovt?' Så det var nederen."

"Måske vi skulle have ventet i ti år"

Som tidligere nævnt holdt serien ikke længe. Paul Feig mener, at serien havde klaret sig bedre, hvis den var udkommet i 2009 i stedet: "Vi havde nok klaret det bedre ti år senere, fordi shows som 'Hvem vil være millionær?' var de største shows. Så der var ikke meget tålmodighed over for serier med manuskripter, der kostede ti gange så meget at lave som en tv-quiz."

Han fortsætter: "Dertil er der tonen. Jeg tror, at 'Ally McBeal' er den eneste serie, som jeg kan sammenligne tonen i ['Freaks and Geeks'] med. Det var et komediedrama med timelange afsnit."

Den 58-årige filmmager fremhæver dog også "Malcolm i midten", som havde en ret bred appel, hvor Feig konkluderer: "Var vi startet senere, havde vi sikkert fået flere sæsoner."

Vil ikke afvise en ny sæson

Gennem det sidste årti har gamle serier fået nye sæsoner, herunder "Twin Peaks" og "The X-Files". Vil "Freaks and Geeks" også vende tilbage? Feig afviser ikke ideen:

"Hvis jeg fik verdens bedste idé, eller hvis Judd [Apatow] bidrog med noget i den størrelsesorden, så ville jeg være åben over for det. Men på én hånd kan du tælle alle de serier, der vendte tilbage, hvor man kan sige: 'Fuck ja, de gjorde det godt.'"

Serien er også kendt for at have været skueplads for flere spirende skuespillertalenter, der senere blev store stjerner, såsom Seth Rogen og James Franco, der ifølge Feig begge var interesserede i at følge med under arbejdet på manuskripterne.

Serieskaberen deler også sin begejstring over, at skuespilleren John Francis Daley netop nu arbejder som manuskriptforfatter og instruktør på den kommende "Dungeons & Dragons"-film. Med Feigs egne ord: "Hvor underligt er det ikke lige – på adskillige planer – at Sam Weir laver en 'Dungeons & Dragons'-film? Hvad sker der?"

"Freaks and Geeks" kan ses på Amazon Prime. Vær dog opmærksom på, at afsnittene ikke ligger i kronologisk korrekt rækkefølge.

Kommentarer

"Freaks and Geeks"-skaber: Serien var for tåkrummende for sin tid

  • 0

    Fint lille skriv, men den skal nok lige gås igennem for slåfejl. Der er nogle stykker.

    Jeffe 5-07-21 15:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen